Debat
LOMAs potentiale til at styrke interkulturel integration?
Ørkildskolens erfaringer med LOMA, i forbindelse med modtagelsesområdet, giver skolen mod på at udforske yderligere, hvilket potentiale LOMA har i forhold til at styrke integration af interkulturelle elever.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
3 modige elever og 2 lærere fra Ørkildskolen deltager i dag på folkemødet på Bornholm. De tre elever har tidligere gået i Ørkildskolens modtagelsesklasse, og de har arbejdet med LOMA. I deres pilotprojekt arbejdede de med forskellige madkulturer, de besøgte et mindre økologisk landbrug, og de producerede spændende retter til skolens bod. Mad, og fokus på alt dét omkring mad, kan mange vigtige ting i forbindelse med læring. Og vi tror også på, at det kan noget særligt i forbindelse med integration af interkulturelle elever. Når eleverne beskæftiger sig med mad, giver det blandt meget andet, en naturlig indsigt i andres kulturer, man bliver nysgerrige på hinanden via denne tilgang.
For de interkulturelle elever giver LOMA-rammen god mulighed for at konkretisere læring i forskellige faglige sammenhænge. Det praktiske arbejde kan knytte an til at udvide ordforråd og begrebsforståelse, og ikke mindst giver det anledning til at kommunikere, til at bruge det danske sprog.
På Ørkildskolen har vi i dette skoleår haft enkelte pilotprojekter. Kommende skoleår deltager alle klasser i pilotprojekter, hvor vi som skole skal øve os på at finde den rigtige LOMA-form for vores skole. Som en ramme for pilotprojekterne ønsker vi os, at lærerne inviterer forældrene ind i læringsrummet i LOMA-ugen. Vi ser et stort potentiale i at inddrage de interkulturelle forældre i skolen, hvor et fokus på mad er noget alle kan være sammen om.