Statsministeren: Topdeprimerende at næsten alle klasser har nogen, "hvor man har vidst siden børnehaveklassen, at de kommer til at hænge i gardinerne"

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolen var det helt store tema i statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale. Her varslede hun et folkeskoleudspil i næste uge. 

Mette Frederiksen ærgrer sig blandt andet over, at skolen i sin nuværende form pisker elever igennem 10 års skolegang, selvom man fra allerede fra børnehaveklassen kan se, at de ikke passer ind i en boglig skole. 

Det fortæller statsministeren i et interview med Altinget.dk.

"Jeg synes simpelthen, det er topdeprimerende, at der ofte sidder et par stykker i hver skoleklasse, hvor man har vidst lige fra børnehaveklassen, at de kommer til at hænge i bremsen eller i gardinerne. Det er jo ikke særlig fedt, at de pinedød skal piskes igennem 10 års skole. Og det er jo efterhånden med diskursteori og billedanalyser og alt muligt", siger Mette Frederiksen. 

Regeringen lægger som løsning op til, at man lettere skal kunne skifte klasseværelset ud med en praktikplads et par dage om ugen. 

altinget.dk: Statsministeren uddyber regeringens planer: "Jeg har selv været på en rejse i mit syn på uddannelsespolitik"