Anmeldelse

Kontext+ 0

KonteXt+ elevbog/web og lærervejledning/web

Materialets styrke er, at det er opbygget således, at eleverne gennem eksperimenterende og legende praksis kommer videre i aktiviteterne. Der er udfordringer til både den fagligt svage og den fagligt stærke elev.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er udkommet en ny og revideret matematikbog til børnehaveklasserne fra Alinea. Matematikbogen "KonteXt+ 0" er skrevet ud fra Fælles Mål og er målrettet undervisning i det matematiske kernestof.

Fakta:

Titel: Kontext+ 0

Forfatter: Bent Lindhardt, Helle Nicola Jensen, Marie Teglhus Møller

Pris: 1.156,25

Sider: 120

Serie: Kontext+

Type: Lærervejledning/web

Forlag: Alinea

Pris: 75

Sider: 80

Type: Elevbog/web

Den tidligere struktur og ide bag systemet er bevaret, men elevbogen indeholder flere nyheder: For eksempel er den indrettet således, at hvert kapitel starter med et værksted, og derefter kommer opgaverne. Tidligere opgaver er blandet med nye opgaver. Opgaverne og tegningerne i elevbogen er farvede og tydelige.

Efter hver værkstedsopgave har eleverne mulighed for at evaluere deres arbejde, hvor de kan markere opgaven som let i ikonet ”fjer” eller tung i ikonet ”lod”. Om værkstedet eller opgaverne var sjove eller kedelige, er der også mulighed for at evaluere ved hjælp af ikonerne for ”glad” og ”sur”.

Der er nu 20 videoer til hvert værksted. Videoerne er ekstra information til børnene, før de går i gang med et værksted. Der er it-filer til hvert kapitel, hvor eleverne kan øve sig i geometri i GeoGebra, og samtalebilleder. Hvert kapitel afsluttes med aktiviteter i form af spil og bevægelse. Der findes endvidere 11 videoer, hvor forældrene bliver introduceret til materialets opgaver.

Eleverne har adgang til websitet, som understøtter elevbogen. Læreradgangen er suppleret med en facitliste. Websitet vil blive opdateret og aktualiseret løbende.

Jeg kan godt lide, at eleverne starter med værkstedsarbejdet. Værkstedsarbejdet gør det mere konkret for børnene og giver gode muligheder for at få alle elever godt i gang. En god værkstedsstart skaber endvidere plads til, at læreren kan hjælpe de børn, som kræver en voksen.

Materialets styrke er også, at det er opbygget således, at eleverne gennem eksperimenterende og legende praksis kommer videre i aktiviteterne. Der er udfordringer til både den fagligt svage og den fagligt stærke elev.

Lærer- og elevbøgerne er rigtig gode og overskuelige. Måske hænger kvaliteten sammen med, at man fornemmer, at bøgerne er grundigt afprøvet i en børnehaveklasse.