Det er morgen, og skoleklokken har netop ringet. Signalet til at eleverne skal finde deres pladser og trække bøgerne op af taskerne.

Også signalet til at læreren finder de forberedte noter frem. Nu skal der undervises, og læreren forklarer, skriver og illustrerer oppe ved tavlen. Eleverne lytter.

For mindre end 16 timer siden var det ikke en bog og en tavle, eleverne havde foran sig. De var derimod omgivet og optaget af digitalt skærmflimmer.

Inde på deres værelser sad de for nedrullede gardiner. Til trods for denne tilsyneladende begrænsede og halvdunkle verden var det, som om de havde kontakt med resten af verden. Tv'et var tunet ind på Discovery Channel. Computeren viste grafikken fra onlinespillet World of Warcraft. Der blev kommunikeret over Skype om de næste træk i spillet. Mobilens blåtoner afslørede de løbende Facebook-statusopdateringer, alt imens iPod'en pumpede rockede P3-toner ud i rummet.

I løbet af nogle eftermiddagstimer blev der kommunikeret strategier om, hvordan spillet skulle udvikle sig. En kommunikation, der meget vel kunne være på engelsk. For i World of Warcraft kan man som spiller alliere sig i små grupper med andre spillere fra hele verden. Der blev i spilleprocessen fremsat hypoteser og diskuteret mulige træk, og i fællesskaber blev der truffet valg. Igennem disse valg formede og udviklede deltagerne spillets videre forløb. Undervejs blev vennernes Facebook-statusopdateringer læst, vurderet og kommenteret. Og mon ikke Discovery Channel bidrog med lidt almen viden hos denne nye generation digital?

I deres fritidsliv indgår de unge altså i betydningsfulde læreprocesser, når de digitalt bevæger sig ud i en global verden og på samme tid inviterer den store verden ind på de små værelser. Når eleverne indfinder sig på skolen om morgenen, kommer de derfor med netværkserfaringer fra blandt andet deres kommunikation gennem Facebook.

Og de kommer med erfaringer, hvor de i et potentielt internationalt spilleforum har samarbejdet, strategikommunikeret og været vidensproducerende. Igennem dette digitale fritidsmediebrug oparbejder de værdifulde kompetencer, som vil være efterspurgte på et fremtidigt globalt arbejdsmarked.

Fint nok, at de lærer i både skolen og fritiden. Men endnu bedre hvis der kunne etableres en sammenhæng mellem skolens undervisning og fritidens videnskonstruktion og samarbejdsformer.

Skolebogen har en vigtig plads i elevers uddannelse. Lærerens rolle som underviser og formidler vil fortsat have en central betydning i elevernes erhvervelse af viden og færdigheder. Men i et digitaliseret senmoderne samfund, hvor de unge i deres fritid indgår i nyttige læreprocesser, må der bygges bro mellem skolens formelle undervisning og uformelle fritidslæring.

Som lærere kan vi lade os udfordre og inspirere af de virtuelle erfaringer, input og selvstændige arbejdsmåder, eleverne kan bringe med ind i skolens forskellige læringssammenhænge. Vi kan anerkende og forsøge at implementere deres digitale indsigt og netværkskompetencer i vores it i undervisningens forløb. Som professionelle didaktikere kan vi lære dem at forholde sig analytisk og kritisk til egne og netvennernes udtryk og kommunikationsformer.

Desuden kan vi lade os udfordre i vores undertiden måske for bogorienterede undervisning, hvor resultatet for ofte munder ud i tillært faktaviden eller reproduktion af faglige færdigheder.

Sammen kan vi i tiltagende grad begive os ud i projekter, hvor der undervejs skabes rum for refleksion. Det handler om læreprocesser, hvor eleverne er aktive i konstruktionen af ny viden og indsigt og i udviklingen af egne kommunikative kompetencer.

Min erfaring siger mig, at eleverne er helt med på disse arbejdsmåder. Egentlig ret naturligt. De er jo bekendt med dem fra deres virtuelle eftermiddagsaktiviteter.

»Tv'et var tunet ind på Discovery Channel. Computeren viste grafikken fra onlinespillet World of Warcraft. Der blev kommunikeret over Skype om de næste træk i spillet. Mobilens blåtoner afslørede de løbende Facebook-statusopdateringer, alt imens iPod'en pumpede rockede P3-toner ud i rummet«.