Jeg kunne kysse hende, Helle hed hun, måske ikke på munden, men på kinden eller panden. Men det ville være uprofessionelt, eftersom hun var mødt op til et kursus, jeg holdt.

Baggrunden er den, at jeg har skrevet en undervisningsbog om at skrive, »22 tricks - om at skrive godt« (Phabel, 2007), baseret på mine erfaringer som forfatter og husforfatter. Efterfølgende har jeg holdt skriveværksteder og kurser om kreativ skrivning. Jeg havde allerede genkendt Helles navn på deltagerlisten, fordi jeg havde afholdt et skriveværksted for hendes 9. klasse året før. Efter en hurtigskrivning bad jeg deltagerne gennemføre en runde om, hvad deres erfaringer var med kreativ skrivning. Helle fortalte, at efter at jeg havde været der sidst, var klassens skrivning blevet helt anderledes, sanselig, målrettet, levende, skæg og interessant. Hvor det som regel er træls for en dansklærer at læse 20 ensartede, sludrende, handlingsprægede og blodløse stile, var hendes klasses stile pludselig blevet en fornøjelse at læse.

Og så sagde hun det, lige der, foran de andre dansklærere fra Københavns vestegn, som var mødt op til kurset. Hun sagde, at selv »bøllerne« syntes nu, at det var skægt at skrive løs, at give den gas, at boltre sig, at rase ud. Jeg slog forlegent blikket ned.

Et øjeblik syntes jeg, at det, jeg gerne ville give videre, var blevet modtaget og var blomstret op til et meningsfyldt budskab, der rungede af noget virkelig stort og gavnligt. Det er glæden ved sproget, jeg gerne vil give videre til de unge lømler, glæden ved den grænseløse og entusiastiske leg.

De andre lærere, der var mødt op til kurset, kendte til problemerne. En af dem sagde, at det var svært at få eleverne til at skrive frit. Hun fik for fortællende tekster uden liv, hun savnede kreativiteten. En anden at han ønskede at fjerne deres angst for det hvide papir. En tredje at hun gerne ville give glæden videre, få ungerne til at lege, at indse hvor skægt det kan være at skrive. »Drengene synes, at det er sjovt at skrive frække ting«, som en anden sagde, »men det er helt fint, det tager luften ud af ballonen«.

Min kongstanke bag kurserne er netop den at skabe et rum for fri fantasi, hvor alle kan være med, og ingen skal dunkes i hovedet. Hvor man kan slå fra sig på skrift, finde forløsningen og det skægge og vilde i sproget. Sproget skal ikke bare være et laboratorium, men også et puderum. Kan I huske det der puderum, der var på ens skolefritidsordning, hvor man gik ned for at afreagere og kom tilbage og var helt udmattet, salig, og ens trøje kradsede på ryggen?

Mange forfattere er (tidligere) bøller, drukkenbolte, charlataner, egoister, dem, der sad bagest i klassen, men som har fundet et socialt acceptabelt sted at få afløb for deres aggression, traumer eller slet og ret bare deres krudt i røven.

Først og fremmest kan man - via gennemtænkte skriveøvelser - give eleverne en arena, nogle rammer, hvor de må gå bananas og råbe prut! I disse øvelser i den kreative fase er der ikke noget, der er for vildt, for pjattet eller for mærkeligt. Siden hen kan man godt polere lidt på det, men endelig ikke i den vilde, indledende fase.

Ens empatiske evner kan styrkes ved skriveøvelser om forskellige personer. Den type øvelser plejer altid at gå godt.

Især skyldes aggression tit, at man har svært ved at sætte ord på sine følelser. Den evne kan i høj grad skærpes i dansktimerne.

Jeg fik ikke givet hende det kys, Helle, men hendes kommentar om, at selv »bøllerne« nu syntes, det var skægt at skrive løs og boltre sig, goddamnit, den luner. Nej, den gør det hele værd. Jeg gik fra kurset som en tilfreds mand, en træt mand, godt nok, men med fornemmelsen af, at det nyttede. Hvis jeg havde videregivet dét, at sprogets puderum er et skægt sted at være - også for bøller - så var trætheden det hele værd.