Det kan - igen - være vanskeligt at finde ud af, hvad politikerne og deres embedsmænd på lands- og kommunalplan mener, når det drejer sig om skolens kvalitetsudvikling.

På den ene side siger regeringen, at vi har brug for mere og bedre ledelse i skolen. Lederne skal uddannes bedre.

Statsministeren og undervisningsministeren siger også, at vi skal have stærke ledere, som kan sørge for, at skolens resultater kommer op i top fem-klassen i det globale kapløb.

Skolens rejsehold, som pænt og nydeligt lever op til de politiske forventninger, siger, at vi skal styrke skoleledelsen og give dem en særlig uddannelse.

Disse aktører i og omkring regeringen har lyttet opmærksomt til anbefalingerne fra OECD og til forskning og ideer fra handelshøjskolerne: Når man decentraliserer den offentlige sektor, må man sørge for at have nogen i spidsen for institutionerne, som på den ene side kan se til, at institutionen fungerer passende indadtil og inden for budgettet, og på den anden side kan være myndighedernes garant for, at alt går planmæssigt til. Man har altså brug for en, som personligt skal påtage sig hele ansvaret, hvis skolen ikke leverer tilstrækkelig gode lærings- og økonomiske resultater.

Regeringens tanker hænger sådan set godt nok sammen, men de kommunale politikere og embedsmænd har ikke rigtig hørt efter. Efter at kommunerne er slået sammen - ud fra devisen om at stort er dejligt - så er de lige nu i gang med at slå institutioner sammen, så man kan spare på lederne. Daginstitutioner og skoler bliver slået sammen til én institution med én leder, så der dannes institutioner over flere matrikler.

Kommunerne argumenterer med, at de er nødt til at spare på skattekronerne, og det er der jo nok noget om. Det samme argument bruger de, når de skærer ned på fagkundskaben inden for de pædagogiske og kvalitetsudviklende medarbejdergrupper i forvaltningerne. Argumenterne er ikke til at komme uden om, men effekten er den modsatte af, hvad regeringen har meldt ud.

Spørgsmålet er, hvad langtidseffekterne bliver af denne mangel på sammenhæng i styringen af de offentlige sektorer og deres institutioner. Jeg kan se problemer på to niveauer: På forvaltningsniveauet, når de for eksempel skal arbejde med kvalitetsrapporterne og de nationale test, og på institutionsniveau, når der skal arbejdes med institutionens drift, strategier og udvikling og relationer til det kommunale niveau.

Når det handler om skolerne, bygger regeringens kvalitetssikringssystem i høj grad på kvalitetsrapporterne. De er tænkt som en evaluering fra skolen til kommunen og videre til Skolestyrelsen, som så kan give ministeren opgørelser over uddannelsens tilstand. De kommunale forvaltninger har en central rolle som analytikere af skolernes rapporter, når de skal sammenskrive den kommunale rapport til Skolestyrelsen. De har også en central rolle i at gennemføre dialogerne med skolerne på baggrund af kvalitetsrapporterne. Det er tænkt som et sammenhængende kvalitetssystem fra institution til ministerium. Men evalueringer fra Danmarks Evalueringsinstitut og dele af min igangværende forskning tyder på, at forvaltningerne mangler kompetente medarbejdere til dette arbejde. De har ikke nok medarbejdere, og dem, de har, er ikke kompetente nok.

Vi ser allerede nu, at kommunikationen mellem forvaltning og institutioner i de forstørrede kommuner ændres fra dialoger til skriftlige politikker, principper, standarder og benchmarks. De fleste af disse styringsredskaber bliver udformet, så man kan overvåge og kontrollere kvaliteten igennem hurtige, standardiserede dokumentationsformer. Denne udvikling kan meget let tænkes videreført til relationerne mellem de nye institutionsledere og deres medarbejdere derude på de andre matrikler, for de får næppe ledelsestid til en mere personlig dialog. Hvis det sker, så bliver institutionslederne også »regnedrenge« uden mulighed for indsigt i og støtte til den faglige, pædagogiske ledelse, som jo er et grundlag for udviklingen af skolens resultater.

»Kommunerne argumenterer med, at de er nødt til at spare på skattekronerne, og det er der jo nok noget om. Det samme argument bruger de, når de skærer ned på fagkundskaben inden for de pædagogiske og kvalitetsudviklende medarbejdergrupper i forvaltningerne«.