Jeg har netop set en reklame for en bil, der er større indeni end udenpå. Sært.

I den her bil kan man inkludere alskens ting og sager, uden at bilen revner, dørene springer op eller vinduerne popper ud. Det kan man kalde rummelighed i højeste potens. Historien melder dog intet om, hvordan bagagen egentlig har det, når den nu bliver proppet så hårdt.

I en tid, hvor amterne er nedlagt, og kommunerne trods øget behov tvinges til at fastholde udgiftsniveauet, kunne man tro, at denne klumme er endnu et bidrag til debatten om den rummelige folkeskole. Men nej. Jeg vil i stedet tillade mig at skrive om den for rummelige folkeskolelærer.

Den for rummelige lærer er en lærer, der er så optaget af sit socialpædagogiske engagement over for det enkelte barn, at han eller hun mister overblikket over hele gruppen og glemmer fællesskabet. Det fællesskab, som vi med rette er stolte af, og som vi til stadighed fremhæver ved den danske folkeskole. Et fællesskab med plads til alle.

Den for rummelige lærer bruger oceaner af tid på konflikter mellem børn. Læreren giver al sin omsorg og opmærksomhed til dem, der slår, skændes, driller, skubber, brokker sig, niver, river. Efter sådan et frikvarter i 2. klasse, hvor den for rummelige lærer minutiøst optrevler drengekonflikter - og det kan godt tage lang tid - står fællesskabet i bedste fald på standby. I værste fald opstår der hist og pist nye konflikter eller tumult. Resultatet er, at læreren i mange tilfælde skaber flere problemer, end han løser. For hvad kan resten af klassen lære af det her: Jo flere konflikter - jo mere opmærksomhed. Eller som Nuser fra tegneserien så rigtigt siger: Hvorfor er det altid de hjul, der piber, der bliver smurt?

Forældrene hører selvfølgelig om de daglige konflikter, som lærerne bruger så meget tid på henne i skolen. Det kan de ikke rigtig forstå, for der er da ikke konflikter derhjemme. Mon det er lærerne, der ikke kan styre børnene? Eller er det nu ham Oskar og ham Oliver (de uopdragne unger), der ødelægger det hele? Betingelserne for at skabe en harmonisk klasse med accept af alle, respekt for lærerne og et godt samarbejde mellem skole og hjem ser lidt brogede ud i den situation.

Nutidens forældre klandres for, at de egoistisk fremmer deres eget barns interesser, men er den lærer, der smører de pibende hjul, ikke selv med til at cementere dyrkelsen af den enkelte og medvirke til at skabe flere egoister?

I 7. klasse bruger den for rummelige folkeskolelærer rigtig meget god undervisningstid på ukritisk at hellige sig dramaer. Læreren kan da umuligt gennemføre sin undervisning, når Amalie sidder der og græder så hjerteskærende. Man må da høre Amalies historie og trøste. Her er lærerens adfærd igen medvirkende til at fremme en problemorienteret kultur, hvor substansen, altså det, at man er sammen i fællesskabet for at lære noget, overskygges af individets umiddelbare behov. Og Amalie, tja hun går glip af en chance for at opleve, at man ved at distancere sig og koncentrere sig om noget andet kan hente energi til at bearbejde og styre sine følelser.

I den pædagogiske branche har vi til overmål lært at kommunikere, at konflikthåndtere, at mediere, at snakke giraffisk, at lytte til de enkeltes behov. Vi er blevet så dygtige, at vi i godhed ser problemer alle vegne, problemer, som vi med ildhu kaster os over for at løse til bunds. En umulig opgave. Nybagte lærere fortæller mig altid, at de chokeres over, hvor svært børn har det. Ja, det er svært at være menneske. Men de færreste får det nemmere af at blive bekræftet i, hvor svært de har det.

Tag ikke fejl af min noget barske udlægning. Selvfølgelig skal børn tages alvorligt, deres problemer og deres indbyrdes konflikter skal tages alvorligt, men læreren skal vælge omfang, metode, tid og sted for indsatsen, og han skal bevare proportionssansen og se resursen frem for problemet. Sådan bevarer vi fællesskabet og skaber en god rummelig folkeskole.