Skolerådet skal ifølge loven en gang om året fremlægge en rapport, der skal tjene som inspirationskatalog for undervisningsministeren. I praksis foregår det på den måde, at de fem politisk udpegede »eksperter«, der udgør rådets formandskab, skriver, hvad der passer dem uden inddragelse af rådets 21 menige medlemmer, hvorefter rapporten fremlægges ved en konference, der i år fandt sted den 4. maj i København.

Som optakt causerede Mats Ekholm fra skolens rejsehold over folkeskolens slappe ledelseskultur, der giver lærerne alt for megen autonomi og DLF alt for stort spillerum. Dernæst fremlagde et medlem af OECD's reviewteam resultaterne af en ny undersøgelse af folkeskolens evalueringskultur på kompliceret OECD-engelsk, spækket med indforståede evalueringstermer og ledsaget af slides med masser af småtskreven tekst og kryptiske diagrammer. Konklusionen var dog klar: Folkeskolen er kommet rigtig godt i gang med elevplaner, nationale test og kvalitetsrapporter, så bare »keep up the good work«, folkens! Nu skal der for alvor fyres op under evalueringskedlerne.

Således provokeret spurgte undertegnede oplægsholderen, om OECD har fundet tegn på, at den øgede evalueringsindsats rent faktisk har gjort de danske elever dygtigere. Dette enkle spørgsmål udløste et langt, delvist uforståeligt svar, der mundede ud i et lavmælt, men utvetydigt nej. Om indsatsen virker eller ej, er ikke noget, OECD beskæftiger sig med. Man tjekker bare, at den finder sted, og det er godt. Guderne må vide hvorfor. OECD ved det i hvert fald ikke.

Det gør Skolerådets formandskab heller ikke. De skrev i Politiken den 11. maj, at vi skal indføre centralt fastsatte, niveaudelte »læringsmål« for alle elever på alle klassetrin i alle fag og »tilpasse de nationale test« »... så de gennem hele skoleforløbet evaluerer, om eleverne når såvel basislæringsmålene som de almene læringsmål i skoleforløbet, og om de flytter sig tilstrækkeligt«. Det lyder i mine ører grangiveligt som test på flere niveauer i alle fag på alle klassetrin, men i Folkeskolen nummer 13 bedyrer Simon Calmar Andersen fra formandskabet, at der ikke skal ske nogen udvidelse af testningen. Der skal kun være »én test på hvert klassetrin«. Altså ti i alt. Ved han ikke, at der er sytten fag i folkeskolen? Bedre blev det ikke af, at rådsformand Jørgen Søndergaard i Politiken 23. maj skrev, at der skal testes i alle fag mere end én gang i skoleforløbet, i alt »cirka 15 gange«. Hvis vi går ud fra, at »mere end én gang« betyder mindst to gange, hvordan kan vi så lande på mindre end 34 test i alt?

Kanske formandskabet kan få Danmarks Evalueringsinstitut til at hjælpe sig. Instituttet har netop offentliggjort en rapport, der viser, at lærerne helt har misforstået, hvad undervisningsdifferentiering er for noget. Lærerne vil gerne have det til at handle om at kende hver eneste elev så godt, at de kan hjælpe dem hver især så meget, som forholdene tillader, med at takle de højst forskelligartede vanskeligheder, de tumler med, fagligt såvel som socialt. Helt forkert. Næ, undervisningsdifferentiering betyder skræddersyet undervisning tilpasset hver enkelt elevs »behov« ud fra individuelle læringsmål på baggrund af løbende, systematisk evaluering gennem testning. Men det må endelig ikke forveksles med individualisering, understreges det. Jamen, hvis ikke det er individualisering, hvad er så? Hvordan kan nogen overhovedet komme på den idé, at børn har behov for en skole, der anviser dem hver deres afsondrede, mentale celle, hvor de kan dyrke deres egenart i ti år? Og hvad skal vi forresten så med skolerådsformandskabets centralt fastsatte læringsmål?

Konferencen sluttede med fremlæggelsen af en McKinsey-rapport, der konkluderede, at verdens bedste skolesystemer er kendetegnet ved, at de giver lærerne maksimal autonomi i tæt samarbejde med lærernes fagforeninger. Forsamlingen fortrak ikke en mine. Var der mon nogen, der hørte efter?

Forvirringen er total. Ikke nok med at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Den ved end ikke, hvad den selv har gang i, endsige hvorfor.