Hvor er det opløftende at læse om energiske lærerstuderende, som vil og kan mere end det, som uddannelsen tilbyder dem.

Lærerstuderende Sara Smed har i Folkeskolen og på folkeskolen.dk beskrevet sin og andre studerendes behov for mere volumen i lærerstudiet. »Jeg ville ønske, at jeg kunne få lov til at læse fire fag. Kun at læse engelsk i to år er måske lidt meget. Jeg kunne sagtens være gået i dybden med andre fag samtidig. Der kunne sagtens presses mere ind i læreruddannelsen. Jeg har rigtig meget fri«, siger Sara Smed.

»Jeg har rigtig meget fri ...!«

Jeg ser to perspektiver i denne frihed:

Det første handler om de voldsomme nedskæringer i læreruddannelsens undervisningstid. Begrebet »lærerfri undervisning« er af ansvarlige politikere blevet kaldt for »moderne undervisning«! Men det dækker reelt over nedskæring i undervisningen - jeg hørte udtrykket første gang i efteråret 2007, men udviklingen ser ud til at fortsætte. Gruppearbejde og selvstudium erstatter i højere og højere grad undervisning, hvor selve samarbejdet mellem lærer og de studerende er rygraden i hvert enkelt fag. Alle undersøgelser viser, at den vigtigste faktor i vellykkede læreprocesser er underviseren - og det uanset om den lærende er barn eller voksen. Alle har behov for en »forstyrrelse«, nogen at spejle sig i, og dér skal læreren være leveringsdygtig.

Jeg læser, at Sara Smed kan rumme mere fagligt stof, flere forstyrrelser fra en inspirerende og kompetent lærer, i bestræbelsen på selv at blive det. Formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Line Hjarsø, giver udtryk for samme tanke: »De studerende føler sig begrænset af linjefagsstrukturen. Det er rigtig svært at få den fagidentitet, man ønsker sig«.

Hun sætter også fokus på flere linjefag, og dette er udgangspunktet for mit andet perspektiv og et for mig afgørende spørgsmål:

Er det en bredere fagfaglig profil, som styrker læreren i sit professionelle arbejde?

For et års tid siden spurgte jeg i et udviklingsprojekt på en folkeskole nogle lærere: Hvis du tænker »Mig og mit fag«, hvad tænker du så? Svarene bevirkede, at jeg er fortsat med at spørge i nye skolesammenhænge. For uanset om lærerne har været erfarne eller nybegyndere, har svarene været fagfaglige: Dansk, biologi, tysk, idræt, historie og så videre. Bortset fra én enkelt nyuddannet lærer, som sagde: Læring.

Ingen svarede pædagogik, og jeg har bagefter spurgt lærerne, om jeg har formuleret mig uklart med spørgsmålet: »Mig og mit fag«. Forklaringerne er herefter næsten enslydende:- »Jeg har slet ikke pædagogik inde på lystavlen, didaktik måske, men ikke pædagogik«

- »Vi bliver jo presset til at skulle fokusere på det fag-faglige«

- »Pædagogik fylder ikke meget i vores uddannelse«

- »Der var ingen sammenhæng mellem fag og pædagogik i læreruddannelsen - eller mellem praktik og pædagogik«.

Hvorfor er pædagogik ikke mere forbundet til læreres identitet? Har de sidste otte-ti års Pisa-forskrækkelse ændret vores syn på os selv og vores opgave? Er den fagidentitet, som Line Hjarsø nævner, indskrænket til fagområder, så endnu et linjefag skal have den lærer­studerendes opmærksomhed?

Jeg har selv været lærer i folkeskolen i 27 år og følte mig i den grad afhængig af »det med pædagogik«, hvor pædagogik skulle forstås som »at nogen vil noget med nogen«.

I debatten om professionshøjskolernes særkende i forhold til universiteterne er det vigtigt, at vi under­streger, at professionshøjskoler ikke uddanner biologer og historikere, men biologilærere og historielærere!

Undervisning og opdragelse foregår gennem skole­fagene, og det skal hverdagen i læreruddannelsen afspejle. Inspirerende, robuste alliancer mellem under­visere i uddannelsens forskellige fagblokke - for­ ­eksempel matematik og pædagogik - ses da også mere og mere, men kombinationen tager tid. Derfor vil jeg foreslå Bertel Haarder at spendere flere undervisningstimer på almen pædagogik, didaktik og metodik i læreruddannelsen, så disse nøglebegreber kommer til at udgøre den professionelle rygrad hos den enkelte lærerstuderende - og lærer. Man skal have mulighed for at se sig selv, finde sine talenter og udvikle sig som øjenåbner og rollemodel for eleverne. Dannelse tager tid.