Anmeldelse
Fuglene omkring os / Fuglene i haven
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I 'Fuglene omkring os' beskrives i alt 284 fuglearter, og håndbogen dækker dermed alle de arter, vi normalt vil kunne se i Danmark, det øvrige Norden og Nordvesteuropa.
Arterne er opført i rækkefølge efter den almindelige systematik, dog med undtagelser, hvor forskellige arter minder meget om hinanden. For eksempel er mursejler og svale samt trane, stork og hejre placeret sammen i bogen, så de er lettere at sammenligne. Hver art beskrives på venstresiden efter en fast skabelon, hvori der kortfattet og præcist fortælles om udbredelse, udseende, levevis og trækforhold. På højresiden vises arten i smukke og anskuelige tegninger udført af Jens Overgaard Christensen.
En rigtig fuglebog, der vil kunne gøre gavn i såvel køkkenvinduet som elevernes opslagsværk i skolen.
Anderledes afslappet og sludrende er skrivestilen i 'Fuglene i haven', der da også specielt henvender sig til den halvdel af den danske befolkning, som efter forfatterens mening interesserer sig for fugle. Heri beskrives efter en generel indledning om fuglevenlige haver godt 50 af havens almindeligste arter. Hver art er illustreret med et enkelt foto, og bogen kan derfor slet ikke som førstnævnte bog anvendes som egentlig bestemmelsesnøgle.
Det nye ved denne bog og dermed anledningen til at omtale den i undervisningssammenhænge er en medfølgende cd, der indeholder de i bogen omtale fugles stemmer. Ved hver art i bogen beskrives stemmen, og der henvises med et tal til placeringen på cd'en. Let og elegant kan man på cd-afspilleren lynhurtigt skifte mellem de forskellige arter og dermed sammenligne eller bestemme stemmerne. Alene af den grund er det værd at overveje at indkøbe denne bog til lærerbiblioteket.