Anmeldelse
Madagaskar / Dyrene på Madagaskar
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som verdens fjerdestørste ø og mere end 13 gange større end Danmark er Madagaskar bestemt værd at studere nærmere. Det gives der nu rigtig god mulighed for med disse to udgivelser, der netop stiller skarpt på øen og dens mangfoldighed hvad angår både dyrelivet og øen som helhed. På trods af stor fattigdom blandt befolkningen er øen rig på så meget andet, blandt andet naturen, som er ganske varieret og unik.
I bogen om Madagaskar beskrives både bylivet og livet på landet tillige med den særprægede natur. Visse afsnit er dog ganske korte og kunne sagtens have været inkluderet i et andet afsnit med en, måske, større helhed til følge.
I bogen om dyrelivet på Madagaskar beskrives mangfoldigheden ganske fint, herunder også regnskovens betydning for visse dyrearters fortsatte eksistens, uden at det ender som en klæg klagesang. Det er ellers ofte det, der kendetegner bøger som disse.
Illustrationerne er alle gode og understøtter teksten fint. Enkelte steder kunne der dog godt have været sparet et foto eller to til fordel for noget mere tekst, så balancen havde været en smule bedre. Det er hele kunsten med udgivelser som disse netop at få beskrevet det rigtige, så man som læser får så tilpas meget at vide, at man føler sig godt informeret. Det synes jeg imidlertid er lykkedes ganske godt i disse to bøger på trods af de her nævnte skønhedspletter og de ganske få sider, der har været til rådighed. Bøgerne vil derfor snildt kunne anvendes i undervisningssammenhænge fra omkring 4. klasse.