Skolereformen i 2015 har bragt en uventet mulighed for skoler som samarbejder med kulturinstitutioner og kunstnere: Den åbne skole. Den store mulighed består af en klar udvidelse af skolens rammer, ved hjælp af aktiviteter og projekter, som i højere grad bringer kunst og kultur i skoler og skoler ud til kulturinstitutioner. Det her tiltag handler ikke kun om en ny organisering af undervisning men om et helt nyt syn på læring og kunst, derfor om nye dilemmaer. Siden 2008 har jeg haft fokus på at beskrive, analysere og fortolke skole-kunst partnerskaber og de mange dilemmaer, som opstår indenfor de her praksisser. Usikkerheden præger lige så meget lærere og pædagoger som kunstnere. Hvordan skal lærerne (og ofte skolepædagogerne) samarbejde med kunstnere således at der kommer læring ud af et projekt? Hvordan kan lærerne være sikre på at deres elever lærer noget? Hvordan kan projekterne evalueres? Møder projekterne skolernes læringsmål? Når skolerne integrerer kunst i undervisningen, hvad sker der så med deres skolekultur? Hvordan kan lærerne samarbejde med en faglighed så meget anderledes end deres, når det involverer en professionel kunstner? Kan skolerne fremme god læring og undervisning ved hjælp af kunstneriske, æstetiske, kreative læring og undervisningsmetoder?

Lærerne er ofte i tvivl om, hvad eleverne skal lære, hvordan de skal tilrettelægge deres undervisning, hvad deres rolle skal være i partnerskaber med kunstnere og hvordan de skal evaluere børnenes læring. Fra kunstnernes side, handler de hyppigste usikkerheder om, deres roller i partnerskabet (”jeg skal ikke være en lærer”) og om deres kunst: drukner kunst og skabelse i læringsmål og -rammer? Skal kunsten fx spændes for andre formål end de kunstneriske?

De her udsagn eller anekdoter har jeg indsamlet i adskillige forskningsprojekter, men også i formidlingssituationer, hvor jeg engagerer mine tilskuere i at reflektere over deres oplevelse af skole-kunst partnerskab, såvel som i de uformelle samtaler med lærere og kunstnere. I mine forskningsprojekter har jeg dokumenteret, hvad der sker, når kunsten er integreret i undervisningen, og hvordan skolerne kan skabe god læring og undervisning ved at fokusere på kunstneriske, æstetiske og kreative metoder. På den ene side viser projekterne at der er et stort udbytte i at give mere plads til det kunstneriske i skolen, på den anden side viser de en stor udfordring: ​​Det kulturelle møde mellem skolens og kunstnerens måde at tænke på. Disse tilgange kan være så forskellige at partnerskaber kan umuliggøres. Vilje, engagement, passion for det kunstneriske skal være til stede for begge parter. Problemet er, at de to parter fumler ofte i mørket: Vi kan godt lide ideen om en anderledes skole, som rummer det æstetiske, kropslige, emotionelle og sanselige… men hvordan gør vi det?

Standard pensummet i den danske Folkeskole for de ”praktiske-musiske” fag virker uambitiøst, med et snævret fokus på idræt, billedkunst/design, musik. I forhold til de angelsaksiske lande, hvor der i højere grad dyrkes drama/performance og dans, er både Folkeskolen og Læreuddannelsen langt fra, at kunne tilbyde en bred vifte af basale kunstneriske kompetencer. Fx. dækkes drama ofte i Danmark af andre fag som dansk eller fremmedsprog, og dans er normalt inkluderet i gymnastik og bevægelse. Skole-kunst partnerskaber eller integration af kunst i tværfaglig undervisning, overlades mest til de individuelle læreres vilje og kompetencer (ofte opnået gennem fritidsinteresser, fremfor læreruddannelsen). Samarbejdet med kunstnerne kan opleves som besværligt blandt andet fordi lærerne ofte mangler kompetencer i det jeg definerer som kunstintegration: Et internationalt anerkendt praksis, oversat efter arts-integration og som mange lande er på forkant med og eksperimenterer og udforsker. Kunstintegrerede projekter, som har til formål at højne kvaliteten af deltagelse i kunstneriske oplevelser og en inkorporering af forskellige kunstformer i skolens kernepensum, optræder som en slags "add-on" i Danmark. Lærere, der er villige til at prioritere den erfaringsbaserede eller eksperimenterende undervisning er ofte "mæglere" af kunstintegrerede projekter. De kunstintegrerede aktiviteter, er ofte projekt-baserede og kollaborative, gør brug af gruppearbejde og tværfaglige fagrelationer, engagerer elevernes egne styrker, sanselighed, kropslighed og emotioner. Kunstintegrerede projekter viser en stor mangfoldighed af kunstformer og undervisningsmetoder, og opleves af både kunstnere, børn og lærere som udfordrende og engagerende. Eksempelvis kan et samarbejde mellem en dansk sproglærer og en matematiklærer sammen med animationskunstnere, ske med henblik på at lære eleverne grammatik og matematik samt produktion af animationsfilm eller det kan være en hel skole som samarbejder med en professionel kunstner og lokalsamfundet med henblik på at producere en gigantisk malebog, som installeres i et af byens offentlige rum (en tunnel på børnenes skolevej).

Mine forskningsresultater viser ud fra forskellige kunstintegrerede projekter at, i begyndelsen, kan det være lidt uklart for de involverende, hvilke aktiviteter vil muliggøre læring og på, hvilke måde de vil lette og forbedre læringen i forhold til "standard" evaluering i  klasseværelset. Vil de studerende lærer hurtigere? Vil der være en mere effektiv svar på de nationale standard test? Vil kunstintegrationen give dybere læring, mere trivsel og en bedre oplevelse af relationer? Lærerne indgår i partnerskaber med kunstnere ofte på baggrund af (gode) intuitioner: selv om man ikke er blevet uddannet i skole-kunst partnerskab og ofte heller ikke i kunstneriske kompetencer, så kan man mærke at der er ”noget” i kunst, som man ønsker at undersøge. Lærerne involveres i de banebrydende skoleeksperimenter med stærke mavefornemmelser om, hvordan man arbejder indenfor kunsten og i læreprocesser, men med meget lidt viden om en kunstbaseret undervisning eller om de kunstneriske læringsteorier. Som ofte sker det, at lærernes fornemmelser er en god vejviser, men mavefornemmelser alene, kan ikke opbygge en kunstintegreret skolekultur eller sikre en vedvarende forankring af kunstintegration i skolen. Nogle vilkår skal være til stede. Først og fremmeste har lærerne behov for at afprøve i praksis, hvad det vil sige at integrere kunst i skolerne. Der er behov for at skolen tillader eksperimenter og ændringer i skolerammer. For det andet har lærerne brug for at være klædt på til de udfordringer, der ligger i at samarbejde med kunstnere og i at tilrettelægge kunstintegrerede projekter. Det kan kun ske ved hjælp af refleksioner om egen praksis og viden om læringsteoretiske og æstetiske begreber og viden om en bred vifte af allerede veletablerede praksisser med kunstintegration. For det tredje bør lærerne se på kunstnere som værende medskabende og kaste sig ud i en fælles læringsrejse sammen med dem. Sidst men ikke mindst, har sponsorer og organisatoriske instanser (Kommuner, fonde, regioner, staten) en grundlæggende rolle i at matche skoler og kunstnere og i at facilitere samtalen og samarbejdet mellem to vidt forskellige fagligheder.

I januar 2016 starter et nyt udviklings- og forskningsprojekt, som involverer 9 skole-kunst partnerskaber og som adresserer de ovenstående dilemmaer og problematikker. Projektet er et samarbejde mellem Kulturregion Fyn (projektleder Cecilia de Jong) og Aalborg Universitet, Institut for Læring og Filosofi (forskningsleder Tatiana Chemi) og vil afdække gode praksisser inden for skole-kunst samarbejdet. Projektet forventes at komme med nye indsigter i konkrete løsninger, tiltage, forslag for fremtidens åbne skole.

http://www.kulturregionfyn.dk/kulturens-laboratorium

http://vbn.aau.dk/da/persons/pp_b2127dfc-3066-443e-bffc-7c7bd88f4127/publications.html