Billedkunstlærer: Den store forskel på elevernes niveau kan skabe problemer

Når vi taler om spredningsniveaut i folkeskolens fag, er det ofte dansk og matematik, der får opmærksomhed. Men hvad med billedkunst? Er vi som lærere bevidste om, at der også her kan være store niveauforskelle? Og hvordan tilgodeser vi alle elever, når de kommer med vidt forskellige forudsætninger?

Hver gang jeg får et nyt hold i billedkunst, kan jeg være sikker på, at der sidder mindst én elev, der er overbevist om, at han eller hun er dårlig til faget. 

I år hedder eleven Elliot. Hans egne lave forventninger truede med at blive en barriere, der kunne forhindre hans udvikling og potentiale. Løsningen var at give Elliot udfordrende og differentierede opgaver. Ikke uoverkommelige, men heller ikke for nemme. Langsomt begyndte Elliot at tro på sig selv, og efter efter et par forløb kunne han både fordybe sig og skabe noget, han var stolt af. 

Sommetider tager det tre til fire forløb, andre gange halve år, og en sjælden gang lykkes det ikke at motivere og engagere eleven. Men hvorfor er det, at det ikke altid lykkes?

Som vi kender det fra elever, der er stærke læsere, skyldes det ofte, at læsning, litteratur og træning prioriteres i hjemmet. Elever, der kommer fra hjem, hvor kreative aktiviteter som tegning og maling har været en del af hverdagen siden barnsben, har ofte et forspring. 

De har haft adgang til materialer som tuscher, malebøger og modellervoks, og de har lært at fordybe sig i kreative processer hjemmefra. 

Til sammenligning er der elever, der aldrig har haft mulighed for at udforske de aktiviteter, fordi det ikke har været en prioritet i deres hjem. Her er spørgsmålet, hvordan vi sikrer, at disse elever får de samme muligheder for at udvikle deres kreative evner som deres klassekammerater.

Også i billedkunst er alle forskellige

Som barn fik jeg ofte kreative redskaber i gave. Det har uden tvivl præget min evne til at tænke kreativt og fordybe mig. I dag er skærme ofte et alternativ til de kreative sysler og tidsfordriv, som kan begrænse børns mulighed for at udvikle netop de kompetencer. 

En mulig strategi kunne være, at inddele eleverne i hold eller grupper baseret på deres erfaring og tekniske niveau. 

Men ville det reelt gøre dem bedre, eller risikerer vi at skabe en selvopfyldende profeti, hvor eleverne lever op til de forventninger, vi som lærere har til dem? 

Vi ved, at de fleste børn gerne vil leve op til de voksnes forventninger. Men hvis vi signalerer, at en opgave er for svær, hvorfor skulle de så gøre sig umage? 

Som lærer siger jeg ofte til mine elever: 

”Jeg kunne aldrig finde på at give dig en opgave, som jeg ved, at du ikke kan løse. Måske skal du have lidt hjælp, men du kan godt.” 

Denne tilgang har flere gange styrket mine elevers faglige selvværd og givet dem troen på deres egne evner.

Spredningsniveauet i billedkunst er en realitet, som vi skal tage alvorligt. Dog er løsningen ikke, at dele eleverne op eller sænke forventningerne. I stedet skal vi møde hver elev, hvor de er, og give dem opgaver, der både udfordrer og motiverer dem. 

Vi skal planlægge opgaver og aktiviteter, som kan løses på flere forskellige måder og som altid holder dem på tæerne, og presser dem til at blive bedre. På den måde kan vi styrke deres tro på sig selv og udvikle deres kreative evner. 

Det handler om at skabe en undervisning, hvor alle elever får mulighed for at udvikle sig. Uanset deres udgangspunkt. For heller ikke i billedkunstfaget kan vi forvente, at alle har de samme forudsætninger.