Anmeldelse
Førstehjælp til fantasien
Førstehjælp til fantasien
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Førstehjælp til fantasien" er en hjælpebog til børn og voksne med ideer til 140 "gør det selv-ting" ud fra de mest almindelige genstande i køkken og værksted. Som forfatteren påpeger i indledningen, er det vigtigt, at bogen bruges som inspiration til selv at finde på og skabe sit eget udtryk. Og det er bogen god til. Jeg har generelt en skræk for færdige opskrifter til både børn og voksne, men hvis bogen bliver brugt efter forfatterens hensigt, så er det i orden.
Fakta:
Titel: Førstehjælp til fantasien
Forfatter: Tina Dalbøge
Pris: 300 kroner
Sider: 193 sider
Type: Bog
Forlag: LOOK my BOOK
Den ene del af bogen er mest for voksne. 12 personer, fra en hjerneforsker over Pjerrot og til en tv-vært, fortæller om, hvilken betydning kreativiteten og fantasien har for deres liv. De relaterer til oplevelser i deres egen barndom, og det er tydeligt, at der skal være plads til fantasien i barndommen for at få fantasifulde og legende voksne. Flere af fortællingerne tager udgangspunkt i forældrerollen, og det er min opfattelse, at bogen hovedsageligt er skrevet som starthjælp til forældre.
Den anden del er opdelt i afsnit efter materialer. Bogen viser de muligheder, der er i det "skrammel", som vi ligger inde med. Præsentation af mulige materialer tydeliggør, at det er ret enkelt. Til dem, der har brug for ekstra førstehjælp, er der en materialeliste til hvert afsnit.
Opskrifterne er enkle at gå til for børnehavebørn og de mindre skolebørn. Bogen kan helt sikkert bruges som et opslagsværk for børnene selv, som en slags øjenåbner. Bare vi voksne husker på at anerkende, at børnene har deres egen verden med deres helt egen finurlige løsning på, hvad en kartoffel kan bruges til. Bogens ideer er "sidde stille-ting" til indendørs brug.