20 uger om året underviser Thomas Heltoft (tv) og Lars Faurholm (th) i cykling som valgfag som en del af frihedsforsøget i Holbæk Kommune. Regeringen vil nu give mulighed for, at alle skoler får bedre muligheder for at lokale valgfag.

På Store Merløse Skole kan eleverne vælge cykling som valgfag

På Store Merløse Skole i Holbæk Kommune er cykling på skemaet som valgfag for tredje år i træk. Eleverne lærer om færdselsregler og cykelvedligehold, men vigtigst af alt får de succesoplevelser ved at overvinde bakker, modvind, punkteringer og at tilbagelægge flere kilometer på jernhesten, end de troede muligt.

Offentliggjort

Det er med tydelig stolthed, Bastian viser sin nye cykel frem for Folkeskolens udsendte. En sort Yosemite. Købt brugt, og så var den faktisk slet ikke så dyr, som man skulle tro, fortæller han.

Det er torsdag formiddag, og Bastian er sammen med cirka 20 andre elever på Store Merløse Skole klar til at begive sig ud på cykeltur i det vestsjællandske landskab.

Skolen ligger i Holbæk Kommune og er derfor en del af det frihedsforsøg, der har kørt i to kommuner siden 2020 og netop er blevet forlænget til sommeren 2025.

Og i frihedssnakkene fandt Store Merløse Skole på et cykelvalgfag. Det står de to lærere Lars Faurholm og Thomas Heltoft for på tredje år. Og de er ikke i tvivl. Det har været en kæmpe succes.

Bastian er klar til afgang på sin nye, brugte cykel.

Eleverne får både bevæget sig, lært om færdselsreglerne og snuser til hvad det vil sige at reparere og vedligeholde en cykel. Mest af alt får de dog en oplevelse af at kunne meget mere, end de troede.

”Når man kommer hjem efter en lang tur og har overvundet både modvind, bakker og punkteringer, har de virkelig armene over hovedet”, siger Thomas Heltoft.

Nu cykler eleverne i skole

Valgfaget har haft den effekt, at flere elever tager cyklen i skole – også på de dage, hvor valgfaget ikke er på skemaet. Store Merløse har et veludviklet stisystem. Men i nogle år oplevede lærerne, at eleverne alligevel fortrinsvis kom i skole på anden vis.

”Nu oplever vi altså elever, der starter i skole uden at kunne cykle, og som ender med at cykle flere kilometer hver vej i al slags vejr. Vi ser virkelig nogle elever vokse”, siger Thomas Heltoft.

I starten havde de to lærere store ambitioner for, hvad valgfaget skulle indeholde, fortæller de. Der blev udarbejdet en plan, der både kom forbi cyklens historie, færdselslære og vedligeholdelse.

”Men vi oplevede, at elevernes helt store ønske – både i indskoling og på mellemtrin – er at komme afsted. Formålet er i højere og højere grad bare at opleve glæden ved at cykle”, siger Lars Faurholm.

Store Merløse Skole lægger stor vægt på, at eleverne skal have medbestemmelse på indholdet i valgfagene. Så nu går langt den meste af tiden med at cykle. På mellemtrin er den længste tur 15 kilometer. I indskolingen noget mindre.

Både færdselslære og cykelvedligehold indgår dog stadig i faget. Inden landevejen bliver indtaget, bliver cyklerne pumpet og justeret efter behov. De elever, som ikke selv har cykel med, kan låne en af skolens tre lånecykler, der efterhånden er godt slidt.

Og det samme er den umbraconøgle, Lars Faurholm er i gang med at justere en saddel med.

”Vi slider nok en op om året”, siger han.

Store Merløses eneste cykelforretning er lukket for nogle år siden. Derfor mener lærerne, det er ekstra vigtigt, at eleverne lærer at udføre småreperationer.

”Ellers ryger cyklen bare ind i skuret, når den er punkteret. Og så bliver det en vane at blive kørt eller tage bussen i stedet”, siger Thomas Heltoft.

Har kun aflyst én gang

Efter der er justeret bolte og pumpet luft i dækkene, følger en let opvarmning i skolegården. Eleverne kører i slange efter de to lærere. Armen stikkes ud, når der svinges, og en hånd rækkes i vejret, når jernhestene bringes til standsning.

Og så er det ellers ved at være tid til afgang. Cykelvalgfaget kører i cirka ti uger på hver uge af sommerferien, så eleverne ikke skal ud og kæmpe med det værste vejrlig, Danmark har at byde på.

Lars Faurholm og Thomas Heltoft kører forrest i slangen i skolegården. Hånden i ryger i vejret, inden der bremses. Cykelvalgfag handler også om færdselslære.

Denne torsdag er det tørt, men med en stiv blæst fra nord. Det er dog ikke noget, der afskrækker eleverne. Faktisk har det kun været nødvendigt at aflyse på grund af vejret én eneste gang, fortæller Lars Faurholm.

”Den allerførste gang var det regnstorm. Så der blev vi på skolen og spillede brætspil. Men ellers har vi gennemført. En enkelt gang regnede det faktisk så meget, at vi lod det være op til eleverne. Og de valgte, at vi skulle afsted”, siger han.

Som et nyt valgfag kan de ældre elever til foråret vælge at være hjælpelærere for elever i indskolingen. Det er der allerede flere, som har sagt, at de gerne vil være på cykelholdet.

”Det er med til at skabe trivsel og et fællesskab på tværs af klasserne. Det er en af de helt store gevinster”, fortæller Thomas Heltoft.

I 2022 startede Tour de France i Danmark og kom i den forbindelse igennem Holbæk. Der blev lavet et stort event, hvor alle skolens mere end 100 elever og lærere cyklede en tur med et særligt hjelmovertræk.

Lars Faurholm var i forbindelse med Tour de France-besøget med i et udvalg under Holbæk Kommune. Her blev der blandt andet udarbejde et katalog med cykelaktiviteter sammen med lokale cykelklubber. Det kan du finde her.