Skole og forældre
På torsdag stiller børn deres sko foran Christiansborg i protest mod besparelser
Forældreorganisationen Skole og Forældre afholder torsdag en stille demonstration foran Christiansborg for at gøre opmærksom på de mange spareplaner ude i kommunerne.
Konkret opfordrer organisationen til, at forældre vil komme ind på Christiansborg med deres børns sko, og ifølge foreningen samler flere skoler i disse dage sko ind fra børn og forældre, der ikke har mulighed for selv at møde op på torsdag.
”Det er ofte de forebyggende indsatser og de voksne, der skal støtte børn og forældre, der bliver sparet væk. Det er læseindsatser til ordblinde og trygge specialtilbud med dygtige voksne, der står for skud", siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg i en pressemeddelelse.
"Hvor høje skal tallene på ufrivilligt skolefravær blive, før vi ser handling? Det er jo børnenes måde at sige fra på, over for de rammer, politikerne har ansvaret for. Pengene passer ikke til behovet”, siger han videre.
skole-foraeldre.dk: Børnene stiller skoene foran Christiansborg i tavs protest mod besparelser