Fuld af forventning spænede jeg afsted direkte fra
undervisning til Frydendalsvej, hvor jeg havde meldt mig til Københavns Lærerforenings barselsmøde
om de nye barselsregler.
Som kommende medmor var jeg glad for mødeindkaldelsen,
der gjorde det klart, at dette møde var for mødre, fædre og medmødre.
Fedt!
Dejligt at min fagforening bruger et inkluderende sprog, og gør en indsats for
at inkludere mig og andre LGBT+ lærere i et så sårbart emne som forældreskab.
Et par minutter for sent ankom jeg til mødet, hvor jeg
listede ind og satte mig bagerst i et temmelig fyldt lokale. Vi var nok en
30 stykker, der var dukket op.
Til mødet ville Københavns Lærerforening gennemgå de nye barselsregler og give
plads og tid til, at man selv kunne sidde og fifle med egen barselsplan. Så
langt kom jeg desværre ikke.
Efter et par minutters gennemgang af programmet gik
sekretariatsmedlemmet i gang med at forklare dagpengeret, lønvilkår osv.
Slideshowet der blev brugt, var næsten uden undtagelser opdateret, så der stod
far/medmor i stedet for blot far.
Derfor blev jeg noget overrasket, da
sekretariatsmedlemmet efter et par slides stoppede op, og undskyldte at hun fra
nu af ikke ville sige medmor og far - men kun far.
Forklaringen udeblev,
undskyldningen kom rigtignok. Bagerst i lokalet sad jeg så der, og overvejede
mine muligheder, mens oplægsholderen fortsatte hendes heteronormative mor, far
og børn oplæg.
Min puls dundrede derudad, og jeg kunne overhovedet ikke
fokusere på de regler, som jeg egentlig var kommet for at høre om.
Jeg var gal
og ked af det og umanerligt skuffet over min fagforening. Jeg følte mig fanget
til et møde, jeg troede var for mig. Det stod jo i indkaldelsen.
Det viste sig
i stedet at bidrage til den usynliggørelse, som jeg så ofte møder som forælder
i en anden konstellation end mor og far.
Med til historien om at være medmor er adskillige oplevelser
fra sundhedsvæsenet og kommunen, hvor man er nødt til at gøre opmærksom på sin
eksistens, og sin ret til at findes som forælder.
Senest har jeg af jordemoderen
modtaget pjecen ”Far på barsel”. Tak jordemoder.
Efter pausen, hvor jeg inhalerede en af de cookies, som så
fint blev serveret, fik jeg styr nok på mine følelser til at reagere.
”Du
bliver simpelthen nødt til at sige medmor”, nærmest råbte jeg med dirren i
stemmen til oplægsholderen, efter at hun fortsatte far-snakken. Jeg fangede
rummets opmærksomhed og fortsatte.
”Jeg føler mig simpelthen så
usynliggjort”.
Et par tilkendegivende stemmer foran sagde ja og nikkede.
"Ja", svarede hun, "men jeg havde jo også sagt undskyld i
starten, hvis nu jeg kun siger far".
”Det skal du holde op med!”
Mødet fortsatte. Jeg gik.
Hjem til min søde kone og vores dejlige barn, som kommer til
at opleve så meget uretfærdighed, blot fordi han har to mødre.
Måske var det dovenskab, der fik hende til kun at sige far.
Måske var det ignorance. Måske har hun aldrig oplevet at stå udenfor normen.
