Anmeldelse

Plastikhelteskolen

Vi elsker alle plastik

Plast er genialt. Det er billigt og kan erstatte masser af andre materialer. Desværre er der som bekendt en bagside. Vi hader alle plastaffald. Plastik i naturen, plast i dyrenes maver, "plastøer" i havene. Hvilken vej skal vi gå?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Plast er på mange måder et fantastisk materiale. Det er et let materiale, nemt at forme, relativt billigt at producere, og vi bruger det overalt i vores hverdag: til legetøj, tøj, opbevaring og tilberedning af vores mad, i biler og i hjælpemidler inden for sundhedssektoren. Det er svært at forestille sig en verden uden plast.

Fakta:

Titel: Plastikhelteskolen

Forlag: Det Økologiske Råd - www.ecocouncil.dk

"Plastikhelteskolen" har som mål at gøre vores elever mere miljøbevidste. I læremidlet introduceres eleverne til plastens historie, opbygning og egenskaber. Der er fokus på nedbrydning af plast og ikke mindst udfordringerne med plast i naturen. "Plastikhelteskolen" er udviklet af Plastic Change, Det Økologiske Råd og Plastindustrien som en del af Projekt Plastfrit Hav.

Og som plastindustrien selv skriver i en pressemeddelelse: "Det er en vigtig opgave at hjælpe den unge generation med at passe bedre på vores resurser, og vi kan virkelig reducere mængden af plast i den danske natur, hvis vi får forbedret befolkningens affaldsadfærd bare en smule".

Og der er i den grad plads til forbedring. Ifølge Dakofa, Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer, indsamlede Danmark i 2015-16 cirka 31 procent af plastemballagen fra husholdninger til genanvendelse. Danmark ligger dermed i den dårligste fjerdedel i hele EU, hvor den gennemsnitlige indsamlingsprocent var på omkring 41 procent. Derfor er lovgivningen om indsamling af plastaffald fra husholdningerne også siden strammet op i Danmark.

Det er ikke nok med snak og god vilje. Der skal politisk handling til med krav til såvel industri som forbruger. Meget plast genanvendes ikke, fordi produkter fremstilles af flere stykker plast, som det ikke er praktisk muligt at adskille, når det ender som affald. Andet plast genanvendes ikke, fordi man mangler maskinel, der kan sortere plasten i de mange forskellige plasttyper.

Udgangspunktet i "Plastikhelteskolen" er elevernes egen hverdag med plast. To film på hver 12 minutter i øjenhøjde med eleverne sætter på en meget fin måde fokus på fordele og ulemper ved plast, genanvendelse og bæredygtighed. Ud over filmene indeholder "Plastikhelteskolen" et teksthæfte som pdf-fil, et arbejdshæfte med undersøgelser og eksperimenter samt enkel og udførlig lærevejledning, der guider læreren gennem de otte lektioner, som forløbet er tiltænkt.

Et rigtig fint forløb, som jeg varmt kan anbefale. Det rokker dog ikke ved det grundlæggende problem, at det, der virkelig rykker i forhold til bæredygtighed, er en helt anderledes tilgang til vores brug og genbrug af plast. Og her gør den enkelte forbrugers forbrug ikke meget, selv om det er en rigtig fin begyndelse. Viden og indsigt er første step mod den bevidste forbruger, som bliver handlingsorienteret i forhold til at stille krav til politisk forandring.