Når hele tilværelsen verdsliggøres, mister mennesket en vigtig dimension i livet, mener Rasmus Ammitzböll Jensen, og denne forståelse er fundament for hans bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Nørre Nissum under Professionshøjskolen Via - og dermed indgangsvinkel til hans undersøgelser af vilkårene for en "meningsgivende kristendomskundskabsundervisning."

Svært forståeligt, flyvsk og omfattende

Hvad kan man udlede af omstændighederne? Hvad bør man gøre som kristendomslærer? Hvad er handlingsgrundlaget, spørger Ammitzböll og fortæller, at hans tilgang til spørgsmålene er den tysk-amerikanske teolog Paul Tillichs begreb "den religiøse dimension". "Jeg vil betegne dybets dimension i mennesket som en "religiøs dimension", skriver Tillich og fortsætter: "Thi at være religiøs betyder at spørge lidenskabeligt efter vort livs mening… En sådan opfattelse gør religionen til noget universelt menneskeligt, selv om den afviger fra det, man sædvanligvis forstår ved religion. Religion som dybdedimension er ikke troen på guders eksistens, ej heller troen på eksistensen af én gud. … Men religion er grundlæggende noget mere: den er menneskets væren, når det gælder meningen med dets liv og med eksistensen overhovedet.".  Det er, skriver Ammitzböll, "et svært forståeligt, flyvsk og omfattende teoretisk begreb, som gennem opgaven vil blive problematiseret, vendt, vinklet og belyst."

Problem for både sekulære og troende elever

Rasmus Ammitzböll citerer Birgitte Kjær, som i bogen 'Kristendomsfaget i folkeskolen' fra 1999 forsøger at påvise, hvordan den religiøse dimensions kan skabe problemer, "fordi hverken eleven med et sekulært livssyn eller den stærkt troende elev kan acceptere det fællesgyldige og meningsfyldte i den religiøse dimension. Problemet er at den sekulære elev skal tillade, at hans liv i kristendomskundskab bliver religiøst defineret, samtidig med at den troende elev skal acceptere, at hans tro kun er sand på samme måde, som alle livsforståelser er en del af dybets dimension. Forklaringsmodellen lader faktisk begge parter i stikken. Kjær påpeger, at for de troende elever "spiller sandhedskriteriet en større rolle end den ydre fænomenologiske lighed mellem religionerne."

Et fag som alle andre, men...

Med folkeskoleloven af 1975 blev faget kristendomskundskab et fag som skolens øvrige, fordi kristendommen nu ikke længere var en del af skolens overordnede formål. "Faget er blevet yderligere problematiseret, fordi religionen er blevet fjernere, og moderinstitutionen kirken er blevet frarøvet meget betydning, som denne havde for fortidens samfund," mener Ammitzböll. Den religiøse dimension kom ind i fagets formålsbeskrivelse i 1995, og ifølge Fælles Mål fra 2009 skal læreren sørge for at: "eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre".

"Et indre virke"

"Kristendomskundskab er splittet mellem en tydningsdimension og en historisk, eventuel samtidshistorisk, dimension. Disse to har hver deres spændvidde, men er begge nødvendige aspekter af undervisningen. Den religiøse dimension er den omtalte tydningsdimension, og er herigennem adskilt fra religionernes fremtrædelsesplan. Den religiøse dimension findes ikke i kirken, under bedetæppet, eller under en torarulle i en synagoge." Den er "et indre virke" og dermed meget svær at gøre til undervisningens genstandsfelt, skriver Ammitzböll. "Religionernes yderste cirkel, fremtrædelsesplanet, bliver ofte ifølge min ringe erfaring, det eleverne bærer med sig fra skolen, og bacheloropgavens fokus er at undersøge, hvordan dette kan ændres. Altså, hvordan den religiøse dimension fremhæves og synliggøres i undervisningen." Rasmus Ammitzböll er ikke i tvivl om, at "religionernes fysiske manifestering er det eleverne får mindst ud af at lære om." Det er, mener han, et nødvendigt aspekt, men nok det mindst vigtige."  Dette problemfelt sammenfattes i følgende problemformulering: "Er det muligt at arbejde med livets totaltydninger, og menneskers fællesgyldige grundvilkår i folkeskolefaget kristendomskundskab set ud fra den betragtning at folkeskolen er præget af postmodernisme? Hvis ja, hvilke redskaber skal der da til, og er det meningsfyldt at gennemføre en sådan undervisning?"

I øjenhøjde med postmoderne unge

Ud over de teoretiske indkredsninger interviewes elever fra en 9.klasse om, hvad de har fået ud af deres kristendomsundervisning.  Selv om Ammitzböll tager kraftigt forbehold for interviewdelens kvalitet - kun tre elever er blevet interviewet, interviewet fulgte en løs interviewguide, og eleverne har haft samme lærer - mener han, at det "lader til, at man ud fra de ringe empiriske data kan konstatere, at eleverne faktisk er i stand til at indfange og reflektere over indholdet af de abstrakte alment menneskelige livsspørgsmål."

Rasmus Ammitzböll analyserer læremidlet "Religion I Øjenhøjde," som er skrevet af René Dybdal Pedersen og udgivet på Nordisk Forlag i 2008 for at afdække, hvordan materialet bringer den religiøse dimension i spil, og om det tager hensyn til elevernes "kulturelle status som postmoderne og kulturelt frisatte."  Både læremidler og lærere overser, mener Dybdal Pedersen, "samfundets faktiske religionsforståelse, og de religionspraktiserendes mangfoldige opfattelser af, hvad deres religion påbyder dem, og hvilke forståelser og dogmer de, de praktiserende, forholder sig til. Det er sjældent, at elever oplever "den standardiserede religion", sådan som den præsenteres i folkeskolen. Denne forståelse af religion er forældet, mener han.  "Religionen er ikke en for den enkelte ydre verdensorden, hvis præmisser og strukturere er fastsat af en teologisk elite, men et personligt anlæggende, og derfor muliggøres personlige udvælgelser og sammensætninger,"  og det er meget fjernt fra de klassiske repræsentationer, der findes i andre lærebøger."

Et solidt fundament

Det centrale i Religion I Øjenhøjde er tre unges møde med religion: jødedom, kristendom, islam og buddhisme. Hver af disse religioner ses gennem en ung religionspraktiserendes øjne. Bogen "benytter sig af symbollære, narrativer, livsnærhed og anderledeshed for at belyse den religiøse dimension," og materialet gøres tilgængeligt ved "at lade fremmedheden blive set gennem unges øjne."

"Materialet viser, hvordan eksemplariske fortællinger og symboler er betydningsbærende for de unge religionspraktiserendes livssyn, og hvordan de, symbolerne og de eksemplariske narrativer, er en meningsgivende tilgange til refleksion over livets store spørgsmål,"  skriver Ammitzböll, som konkluderer, at læremidlet "på en god måde imødekommer kristendomskundskabsfagets problemer i forhold undervisning i tilværelsestydninger." For lærere, som ønsker at undervise i alment menneskelige livsspørgsmål med afsæt i Tillichs religiøse dimension, er bogen "et solidt fundament at bygge undervisningen over." Dette er ikke en opfordring til at lade materialet stå alene, men mere en konstatering af, at materialets tilgang er afstemt med fagets problematikker, skriver Rasmus Ammitzböll Jensen.

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA: "Den religiøse dimension og totaltydninger i kristendomsundervisningen"