Alle mener noget om faget kristendomskundskab i skolen. Og uanset om eleverne er kristne, kulturkristne, ateister eller ikke kristne, prikker faget til deres forforståelse, selv om de enkelte elevers personlige overbevisning ikke angår skolen, skriver Rebekka Kammersgaard fra UC Nordjylland i sit bachelorprojekt. »Siden jeg begyndte på linjefaget kristendomskundskab, har jeg haft en ægte interesse i at opklare, hvordan man underviser i et fag, der på mange områder berører noget dybt personligt for nogle og ikke bærer samme værdi for andre«. Det giver læreren udfordringer måske især i de yngre klasser, hvor elevernes objektivitet og kritiske sans ikke er så udviklet endnu«, fortæller hun. Projektets problemformulering lyder: »Hvordan kan der arbejdes med den religiøse dimension i faget kristendomskundskab med de elever, der ikke anerkender religion som noget der har værdi? Hvordan kvalificeres undervisningen via den religiøse dimension?« »Undervisningen af elever, der ikke anerkender religion, som noget der har værdi, er en udfordring«, hedder det i projektets konklusion. Det er en udfordring, fordi disse elever ikke forstår, hvilken rolle det religiøse spiller i mange andre menneskers liv. Men det er nødvendigt at undervise om forskellige religioner, for at eleverne kan nå frem til en sådan forståelse. Det er nødvendigt, at undervise i religiøse aspekter, der ikke har noget at gøre med det trosmæssige eller det emotionelle, fordi det er aspekter, der »kan siges at være noget indre funderet i det enkelte menneske«, mener Kammersgaard. Da alle elever forstår deres egen livsverden gennem »helheder af mening, værdier, færdigheder og oplevelser«, kan de få forståelse for indre aspekter, ved at undersøge adfærdsmæssige og sociale aspekter. Det kan medvirke til at eleverne oplever, at deres nye viden eren integreret del af deres baggrundsviden, og det kan give oplevelsen af kontinuitet i forbindelse med skolens andre fag.  På denne måde styrkes elevens kulturelle selvforståelse, sociale tilhørsforhold og identitetsdannelse og undervisningen indgår i elevens dannelsesproces, argumenterer Rebekka Kammersgaard. Et offentligt moral- og retssprog skal danne fundament for uddannelsen, hvis mennesker skal kunne leve ordentligt sammen, og sproget ikke skal være forankret i et religiøst livssyn, men tage spørgsmål op, som vedkommer alle, mener hun. Det betyder selvfølgelig ikke, at troende elevers tydninger ikke skal anerkendes, understreger hun: »Alt andet end anerkendelse ville være et svigt, idet troende elever også har ret til deres religiøse tydninger«. Her spiller lærerens professionalitet og etik en vigtig rolle, derfor skal læreren have et »etisk beredskab«, så man forstår, hvornår man skal konfrontere eleverne, og hvornår man skal trække sig tilbage og lade eleven drage sine egne konklusioner. Når der er mange forskellige værdi- og trossystemer, opstår der uenigheder, men det kan være et bidrag til dialogen i klassen, mener hun. En undervisning, der tager epoketypiske nøgleproblemer op, giver eleverne mulighed for at tage personlig stilling til, hvordan de vælger at forklare og forstå dem, skriver hun og foreslår, at. tage udgangspunkt i grundsymboler, som alle elever kan forholde sig til. Symboler skal inddrages, fordi de fungerer som visuelle forklaringer til en bagvedliggende tilværelsestydning. »Dette er i sagens natur en åbning til den religiøse dimension«. Ved at arbejde med forskellige tilværelsesspørgsmål, og ved at få indsigt i og kendskab til andre menneskers tydninger, bliver eleverne opmærksomme på ligheder og forskelle, og vil måske opnå en større forståelse for, hvad livet drejer sig om for det andet menneske. Gennem de mange forskellige tydninger kan eleven også overveje sin egen situation, og muligvis selv blive i stand til at tage stilling til mange livsspørgsmål. Ved at tage udgangspunkt i symbolerne, skabes der også grobund for større tolerance og respekt for »det fremmede«, og man giver eleverne mulighed for at tage ansvar i et demokratisk samfund, lyder en konklusion..

Se hele projektet under EKSTRA til højre: Den religiøse dimension