I sin praktik på Himmelbjergegnes Natur - og Idrætsefterskole oplevede Anders Bruun fra Læreruddannelsen i Silkeborg en spændende progression i elevernes måde at arbejde i team, som fik ham til at undre sig over, at teamudvikling ikke anvendes i folkeskolens idrætsundervisning.

Gør friluftsliv til en del af idrætsundervisningen

Idrætsundervisningen på efterskolens såkaldte adventurelinje "bevæger sig væk fra traditionelt friluftsliv og over i en gren, der i højere grad bruger naturen som arena for udfordring, præstation og samarbejde," skriver han. Undervisningen i, hvad han kalder, en mere "sportificeret" tilgang til friluftsliv bygger på adventure race, der som begreb dækker over "et løb med forskellige udholdenhedsprægede, orienterende og ofte sammensatte idrætslige discipliner og samarbejdsaktiviteter i naturen." Der løbes i mindre team, hvor man er afhængige af hinanden for at kunne gennemføre, og det giver samarbejde, kommunikation og sociale kompetencer en central placering. "Arbejdet med social læring er et aspekt, der ofte fokuseres på i det brede friluftsliv. Dog har den sportificerede tilgang åbnet mine øjne for en måske mere anvendelig form for friluftsliv i skolesammenhæng, da praksisfeltet på mange områder beskæftiger sig med flere af de samme elementer som folkeskolens idrætsundervisning," fortæller Anders Bruun.

Der burde altså være en reel mulighed for at gøre friluftsliv til større del af idrætsundervisningen, mener han. Bachelorprojektets problemformulering lyder derfor: "Hvordan kan det sportificerede friluftsliv være medvirkende til at styrke elevernes kompetencer i team, og hvordan kan det implementeres i skolens idrætsundervisning?"

Anders Bruun førte logbog under de syv ugers praktik. Denne form kan svække undersøgelsens validitet, skriver han. "Dog er subjektive indtryk en nødvendig del af den arbejdende lærers hverdag, og på denne baggrund virker det relevant at inddrage disse indtryk i denne sammenhæng, så længe der i opgaven bliver taget højde for empiriens karakter."  Andre dele af empirien et interview med elever på adventurelinje og en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse for at "opnå en større forståelse for målgruppens motivation inden for friluftsliv."

Oplevelser i, med og mod naturen

Begrebet friluftsliv danner rammen for bachelorprojektets pædagogiske, didaktiske og dannelsesmæssige praksis, og friluftsliv forstås som "alle aktiviteter og oplevelser i, med og mod naturen."  Med reference til Søren Andkjær forstås de tre kategorier sådan:

Friluftsaktiviteter i naturen

-       motion/krop, naturinteresser, socialt samvær

-       mestring af teknik/specialviden

-       instruktør - guide.

Udfordringsaktiviteter i naturen

-       personlig udvikling eller udvikling af relationer i gruppe

-       overskride grænser, det ekstreme, risiko

-       instruktion, eksperter. 

Adventure race

-       sports-konkurrence i naturen (tider, placering, præmier)

-       friluftsteknikker (orientering m.m.)

-       træning og samarbejde individuelt og i hold (teamwork).

Sportificeret friluftsliv

Der er glidende overgange mellem katagorierne, og udøveren er ikke fastlåst til én kategori. Deltagelse i friluftsliv bliver derfor situationsbestemt, og modellen "sætter fokus på de forskellige lærerroller, der opstår som følge af de forskellige tilgange til feltet."

Anders Bruun definerer sportificeret friluftsliv som en sammenlægning af Andkjærs tre kategorier:Friluftsaktiviteter, Udfordringsaktiviteter og Adventure race.Altså "aktiviteter, der som minimum er i, med eller mod naturen, og som inkluderer naturoplevelse, udfordring, konkurrence og samarbejde som nøglebegreber."

Et fælles mål

Det er i team, eleverne kommer til at arbejde med sociale kompetencer, og team opfattes i bachelorprojektet som en underkategori af gruppebegrebet, "hvor alle medlemmer har et fælles mål, som de gennem en indbyrdes afhængighed og samarbejde søger opfyldt." Altså det, som herhjemme i sportens verden ofte betegnes som et hold.

Synergi og social dovenskab

Blandt de argumenter, Anders Bruun nævner som fordel ved at arbejde i team, ersynergieffekt. "Her vil helheden blive større end summen af de enkelte medlemmernes potentiale. Det modsatte kan dog også optræde i såvel velfungerende team som i team, hvor samarbejdet ikke fungerer. Hvis synergieffekten er negativ, kan en af årsagerne skyldes en bestemt type motivationstab, der kaldes"social dovenskab." Et begreb, der er opstået efter eksperimenter viste, at de enkelte medlemmers indsats falder i takt med teamets størrelse, og det gælder både fysisk som intellektuelt arbejde:

• Den enkelte begynder at slappe af i større team, da det kan være svært for personen at se at hans bidrag i den større sammenhæng. "Jeg gør alligevel ingen forskel" attituden, gør det svært at føle sig motiveret til ekstra indsats.
• Hvis en udøver motiveres af anerkendelse fra de øvrige medlemmer, og ikke føler at hans specifikke bidrag bliver anerkendt eller rost, vil hans motivation og arbejdsindsats falde.
• Indsatsen kan falde, hvis man ikke vil blive betragtet som en stræber, og/eller ende i konfrontationer med andre.
• Hvis et medlem føler, at de andre teammedlemmer ikke yder deres maksimale for teamet, så"gider han heller ikke knokle for teamet".

Social dovenskab i folkeskolen?

Anders Bruun oplevede dog ikke eksempler på social dovenskab blandt de elever, der deltog i undervisningen på adventurelinjen. Det kan fx skyldes, at eleverne selv havde valgt faget og interessen derfor er stor, vurderer han. I folkeskolen er det derimod plausibelt, at der skal arbejdes mere for at modvirke social dovenskab, da målgruppen i forhold til praksisfeltet vil være mere heterogen." Teamstørrelsen vil forhåbentlig have en positiv effekt, da det er sværere at gemme sig i et lille team. Samtidig vil den enkelte også være tvunget til at bidrage til teamet i opgaveløsningen, da de som regel inkluderer alle medlemmer. Dette vil formentlig også medføre en vis følelse af forpligtelse til teamet, hvis opgaverne ikke ligger uden for elevens nærmeste udviklingszone, da dette også vil medføre faldende interesse for deltagelse."

Bedre til at udnytte hinandens stærke sider

I bachelorprojektet beskrives udviklingen gennem syv ugers arbejde i tilfældigt sammensatte team.

I første lektion var en del elever mere interesserede i den sociale interaktion end i opgaveløsning.  Der blev kommunikeret meget, "det var bare ikke opgaverelateret og derfor heller ikke samarbejdsrelateret."  Syv uger senere var der sket meget:

"Sammenlignet med de første løb var der en tydelig progression i måden eleverne i teamene reagerede på udfordringer, der krævede kommunikation og samarbejde. Progressionen kunne bl.a. ses i elevernes måde at indgå i teamet på. De var blevet mere fokuserede og koncentrerede omkring opgaven og deres rolle i teamet. Samtidig var det meget tydeligt, at teamene var blevet bedre til at udnytte hinandens stærke sider, hvilket set ud fra teamenes løbsresultater medvirkede til en synergieffekt."

Ikke nødvendigvis mere socialt kompetente

Men at teamene blev bedre til at løse samarbejdsopgaverne er ikke nødvendigvis et bevis på, at deltagerne er blevet mere socialt kompetente, understreger Anders Bruun. "Konkurrencen spiller en stor rolle for de fleste af linjens elever… Hvis de vil klare sig godt i konkurrencen, må de derfor også deltage aktiv til løsningen af opgaver i deres respektive team. Hvis dette er den styrende motivationsfaktor, kan det diskuteres, hvorvidt det er et bevis på social kompetence. I så fald vil motivationen, i forhold til teamets samarbejde primært være rettet mod opgave-kohæsionen. Dette samarbejde kræver dog stadigvæk social kompetence for at få til at fungere," hedder det bland andet i analysen.

Kan praktiseres i folkeskolen

Bachelorprojektets empiri viser, at eleverne gennem undervisningsforløbet udviklede deres samarbejdsevner og kommunikative evner. "Der var en progression i elevernes tilgang og måde at indgå i et udbytterigt samarbejde om løsning af alsidige opgaver. "Ud fra dette konkluderes, at eleverne gennem det sportificerede friluftsliv kan arbejde med og udvikle deres kompetencer i team." "Gennem undervisningsforløbet skete der en udvikling af teamenes resultater, hvilket bl.a. blev afspejlet i, at eleverne blev bedre til at samarbejde. Eleverne har lært praksisfællesskabets opbygning, arbejdsmetoder og sprog, og "der var i undervisningen grundlag for udvikling af personlig og social kompetence, da praksisfællesskabet udvikler processer for individets opmærksomhed og anerkendelse af sig selv og forskelligheder, gode kommunikationsformer, respekt og tillid," hedder det i hans konklusion.

Selv om undervisning, som på den undersøgte efterskoles adventurelinje, ikke kan direkte overføres til folkeskolen, da der ikke er samme tid afsat og elevgruppen er mere heterogen hvad angår fysik, interesser med mere, vil flere aspekter dog kunne praktiseres i folkeskolen. De enkelte discipliner, opgaver og udfordringsområder kan fordeles over flere lektioner, mener Anders Bruun.

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA: " Sportificeret friluftsliv - kompetencer i team.