I Fælles Mål for faget idræt står der, at eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt. »Det lyder som en plan, der er værd at følge, men hvordan stemmer det overens med praksis,« spørger Thomas Guldbrandt Pedersen i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Vordingborg ved Professionshøjskolen Sjælland. Man kan det, man vil, hedder det sig. Men efter nogle år i det, han kalder "læreruniverset" har Thomas Guldbrandt erfaret, at der kan være temmelig lang vej fra at kunne til at ville. »Jeg har set flere elever, medstuderende og kammerater spilde deres evner og udmærkede talent, fordi lysten ikke har været høj nok - og hvis skyld er det,« spørger han. »Omvendt har jeg ligeså erfaret, at fagligt svage elever har mistet overblikket i en opgave/aktivitet; og dermed også mistet motivationen.« »Den negative attitude over for idrætsfaget er størst i udskolingen, men jeg mener, at det væsentligste tiltag bør udspille sig på mellemtrinnet. Man kan på den måde komme problemerne i forkøbet; her er den overordnede skade endnu ikke forvoldt, men få elever begynder så småt at introducere denne "gider-ikke-tendens". Faktisk mener mange elever, at negativiteten netop starter på mellemtrinnet, da undervisningen bl.a. hverken er alsidig nok eller planlagt ordentligt.« Men hvordan finder læreren den rette nøgle? Hvordan giver man eleverne de bedste forudsætninger til selv at finde den, spørger Thomas Guldbrandt. Hans problemformulering lyder: »Hvordan kan man, som idrætslærer, bedst muligt planlægge en undervisning, så elevernes motivation øges og bliver en læringsfremmende faktor?«

Ifølge en rapport fra Evalueringsinstituttet fra 2004 var idrætslærerne ikke i stand til at gøre målene tydelige i undervisningen. De brugte mest tid på at fortælle elever, hvad de skulle lave - ikke hvad de skulle lære. En del elever i udskolingen ville hellere undvære faget, og fraværet var, især hos pigerne, markant bekymrende. Rapporten opfordrede lærerne til at støtte og motivere de ældste elever, og det kan blandt andet ske ved at lade eleverne være med til at fastsætte målene, refererer Thomas Guldbrandt. I dag er flere idrætslærere linjefagsuddannede, og det er en væsentlig forbedring i forhold til 2004. »Men i selve undervisningen er der stadig stort fokus på idrættens indhold frem for idrættens mål, og fraværet er stadig foruroligende,« mener han.  Det er på mellemtrinnet, de første elever falder fra, derfor er de også der, der skal sættes ind. Undervisningen skal være mere alsidig og bedre planlagt, så man på den måde kan »forebygge den bekymrende tendens i udskolingen.« I sin praktik på fjerde år har Thomas Guldbrandt planlagt og tilpasset sin idrætsundervisning, så den skulle motivere mere - blandt andet ved at inddrage eleverne i fastsættelsen af læringsmålene. Begrebet motivation har en særlig betydning for at kunne opnå ny læring, mener Knud Illeris, som peger på to processer: samspils- og tilegnelsesprocessen. »Samspilsprocessen er kommunikationen mellem et menneske og dets omverden. Tilegnelsesprocessen er menneskets indre drivkraft og indholdet af det nye, man skal lære.« Thomas Ziehe mener, at vi er gået fra et skæbnesamfund til et valgsamfund, da nutidens unge har masser af muligheder for selv at skabe deres egne værdier og identiteter. I skolesammenhæng sker det typisk gennem sociale relationer, og det bør en lærer, ifølge Ziehe, være opmærksom på, refererer Guldbrandt. Ziehe peger på tre reaktionsmønstre, som kan være lærings- og motivationshæmmende i undervisningen: tematisering, informalisering og subjektivering. »Disse reaktioner kan læreren modarbejde gennem den gode anderledeshed, hvor eleverne bliver overrasket og udfordret af et atypisk indhold i undervisningen. På den måde vækker deres interesse for at lære noget nyt.« »Når man ønsker at bevare/øge elevernes motivation samtidig med, at de skal lære noget nyt, mener Lev Vygotsky, at man bør tage udgangspunkt i elevernes forudsætninger (kan på forhånd). Gennem et samspil med en lærer eller en mere kompetent elev skal eleverne hjælpes over i den nærmeste udviklingszone (kan med hjælp), så de på sigt når deres mål (kan noget nyt uden hjælp). Flow er en tilstand, som kommer og går, og ifølge Frans Ørsted Andersen kan man tilgodese denne tilstand ved at tilpasse en aktivitets udfordringsniveau ud fra elevernes kompetencer. Hvis der er en balancering, befinder eleverne sig i flowzonen, og det kan meget vel øge elevernes motivation og fremme deres læring.« Lærerrollen har også stor betydning for elevernes motivation, skriver Thomas Guldbrandt og henviser til Jan Tønnesvangs fire "selvobjekter," som læreren bør forholde sig aktivt til: det spejlende (anerkendelse), det betydningsbærende (forbillede), det samhørighedsskabende (fællesskab) og det udfordrende selvobjekt (didaktik). For at øge motivationen skal eleverne overraskes i undervisningen. Men i et begrænset omfang, siger Thomas Guldbrandt, som lægger større vægt på genkendelighedsfaktoren, »da denne både kan aktivere elevernes mestringsforventning samt imødekomme elevernes ønsker.« Har jeg svaret på min problemformulering, spørger han - og svarer selv: Både ja og nej! »Jeg har i hvert fald belyst (og praktiseret) nogle teorier, som en lærer kan (og bør) inkludere i sin planlægning og udførelse af idrætsundervisningen. Det er lærerens ansvar at give eleverne lysten til at lære mere, men dette kan udelukkende ske gennem et påvirkende perspektiv; gennem lærerens didaktiske og pædagogiske kompetencer. Man må ikke glemme, at den indre drivkraft i sidste ende determinerer elevernes engagement i undervisningen. For når læreren har gjort sit forsøg, er det elevens eget ansvar at motivere sig selv. Nok kan man trække hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke.« Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Motivation i idrætsfaget