Bachelorprojekt
Hvordan skal undervisningen i håndværk og design være?
Ved skolestart i sensommeren 2014 har folkeskoler mulighed for at indføre det nye fag håndværk og design, og i skoleåret 2016-2017 er faget obligatorisk. Der er derfor oplagt at sætte fokus på, hvilken betydning fagets større rolle i skolen vil have for ikke mindst eleverne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det mener Alice Jessie Hansen, og derfor har hun skrevet bachelorprojektet "Faget håndværk og design i et didaktisk perspektiv" fra læreruddannelsen i Vordingborg ved UC Sjælland. »I op til flere debatter ser jeg et skel i de nuværende underviseres mening omkring omstruktureringen af fagene. Nogle mener, at det bliver opløftende med et ny fag, og andre udtrykker frustrationer over det selv samme…Men hvem har ret? Kan der ikke være noget rigtigt i, at fagene er for forskellige, og bør der ikke tages højde for fagenes traditioner, både i sløjd og håndarbejde? «, skriver hun. Ifølge bachelorprojektet er eleverne de vigtigste. Derfor vælger Alice Jessie Hansen at se bort fra traditioner og tage udgangspunkt i at faget er en realitet, og i at sætte fokus på fagets gyldighed i forhold til eleverne, med de muligheder og problemer det indebærer. Hvad er det eleverne skal lære, og hvordan skal det læres? Og hvorledes kan elevernes kreative og innovative kompetencer udvikles i faget håndværk og design, så håndværksmæssige kompetencer tillige styrkes? Med det nye fag lægges der vægt på en modernisering og styrkelse af de håndværksmæssige, kreative og innovative kompetencer hos eleverne, slår Undervisningsministeriet fast. »På baggrund af denne modernisering aktiveres min undren og nysgerrighed. Jeg vil derfor undersøge kreativitet og innovationsbegrebet. Hvad vil det sige at besidde håndværksmæssige kompetencer? Hvilken type undervisningsforløb skal aktiveres således at ovenstående kompetencer opnås? Tillige vil jeg undersøge om det er muligt at arbejde kreativt og innovativt, samtidig med at elevernes håndværksmæssige kompetencer styrkes. Målet at give kommende lærere i håndværk og design et didaktisk grundlag til opbygningen af et undervisningsforløb, hvor de tre forskellige kompetencemål kan styrkes og udvikles «, skriver Alice Jessie Hansen. Svarene I projektet skal ses i lyset af, at der ikke er nogen klarhed over, hvordan et undervisningsforløb bør tilrettelægges, fordi der endnu ikke er noget veldefineret formål, trinmål og slutmål for faget håndværk og design. Læringen af de håndværksmæssige, kreative og innovative kompetencer understøtter desuden forskellige læringsaktiviteter. Anskues det helhedsbetonede kompetencebegreb, skal undervisningsforløb i håndværk og design tilgodese alle tre kompetenceelementer, hvilket stemmer overens med undervisningsministeriets ønske om tilrettelægningen af undervisningsforløb, men.. »Da kreativitet kræver viden, og innovation kræver ikke-viden, er der tale om to markant modsatrettede forhold. Resultaterne af min analyse har dermed sandsynliggjort, at et undervisningsforløb i håndværk og design, kan have karakter af læringsaktiviteter, som både udfordrer undervisningsformen, studieformen og projektarbejdsformen«, skriver Alice Jessie Hansen. Hun peger på, at de lærere, som hun har interviewet, er vægelsindede, når det gælder udviklingen af undervisninsgforløb. Det skyldes de mange forskellige facetter, som undervisningen i håndværk og design skal tilgodese. »Dermed har jeg ikke noget entydigt svar på én læringsaktivitet, som kan tilgodese alle tre kompetencemål. Umiddelbart viser min analyse, at læringsaktivitet, projektarbejdsformen, bedst tilgodeser de mange facetter, da indholdet er problemorienteret. Samtidigt er aktiviteten deltagerstyret, hvilket er et fundamentalt forhold i kompetencetilegnelsen. Men indtil undervisningsministeriet kommer med et udspil, som er mere konkret, må lærere i håndværk og design væbne sigmed tålmodighed, og selv sammensætte undervisningsforløb, som tilgodeser de mange forskellige forhold, der skal ligge til grund for et kompetenceudviklende undervisningsforløb«, står der i bachelorprojektet.
Se hele projektet til højre under EKSTRA: Faget håndværk og design i et didaktisk perspektiv
Gode projekter
Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.
Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.
Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.
Lærerprofession.dk
Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.