Når du er nået til selv skriveprocessen med dit bachelorprojekt, er du formentlig ved at være så langt, at du har lagt dig fast på, hvad projektet skal handle om og har formuleret en endelig problemformulering. Måske har du også besluttet, hvilke nedslag i din indsamlede empiri, du vil bruge, hvilken teori, du skal have med, og hvilke afsnit projektet skal indeholde. Det er heller ikke usandsynligt, at du allerede har indkredset svarene på din problemformulering og konklusionerne. Du mangler altså "bare" at få det hele skrevet.

Det er her, jeg vil komme med mit første råd og bede dig stoppe op.

1: Giv plads til det, der viser sig

Pas på med at med at lægge dig for meget fast på noget, før det sidste punktum er sat.

Selv havde jeg først valgt at arbejde med udgangspunkt i spørgsmålet: "Kan udeskole motivere eleverne i en almindelig 5. klasse?". Et emne, der var skrevet om 100 gange før - og et spørgsmål, jeg allerede kendte svaret på. Heldigvis kom der midt i processen en elev i vejen, som satte nye tanker i gang. For i den klasse, jeg var ude og indsamle empiri i, sad der en elev med en autismespektrumforstyrrelse, og han var som forvandlet, når vi rykkede undervisningen udenfor klasselokalet. Jeg blev vildt grebet af den undren, som denne dreng skabte hos mig. Kan udeundervisning noget særligt for elever med en autisme-spektrum-forstyrrelse?

Det mest interessant var, at det var et spørgsmål, jeg ikke kendte svaret på. Jeg valgte derfor ret sent i processen at sadle om og i stedet skrive projekt om udeundervisning for elever med autismespektrumforstyrrelser.

Det bliver altså bare et meget sjovere og mere givende proces at skrive, når projektet tager udgangspunkt i en naturlig undren. Og lur mig, om ikke resultatet også bliver bedre og langt mere relevant. Det er ikke kun i forhold til projekts overordnede emne, jeg mener, at du bør give plads til de uventede opdagelser. Husk også at give plads til de "forstyrrelser", som opstår undervejs i skriveprocessen. Jeg vil næsten vove at påstå, at hvis der ikke dukker nye spørgsmål og ny undren op undervejs i processen, så har du lagt dig alt for fast på en bestemt retning.

Det leder mig videre til mit andet råd:

2:  Lyt interviews og kig på spørgeskemaer mange gange

Et af de bedste råd, jeg fik af min vejleder, var at optage mine interviews. Ikke fordi de var lette at transskribere, og jeg var mere nærværende under interviewet, nej, fordi jeg så havde muligheden for at lytte til dem igen og igen og igen. Når jeg sommetider gik i stå og havde siddet i timer og bare kigget på skærmen eller bladret i bøger uden at få skrevet noget (ja, det vil du opleve - mange gange), så gik jeg mig en tur eller satte mig med mine hørertelefoner og lyttede til interviewene igen. Og hver gang opdagede jeg nye nuancer, betoninger, pauser og pointer. Passager, som før havde virket irrelevante, og derfor var blevet glemt, var pludseligt vigtige, og nye spørgsmål dukkede op.

Det er disse nye spørgsmål, vinkler og inputs, jeg vil råde dig til at være åben overfor undervejs i skriveprocessen, da de kan trække dit projekt en retning, så du tager udgangspunkt i din undren, og hvor du ikke længere nødvendigvis kender svarene på forhånd. For det er jo en vigtig pointe, at du gerne selv må lære noget undervejs, dit bachelorprojekt er ikke kun en eksamensopgave.

Som jeg ser det, er det farligste, du kan gøre, at kassere empiri, fordi det ikke lige giver det billede, du gerne vil have, eller ikke lige understøtter den konklusion, du havde tænkt dig. Vis i stedet det ægte billede og forhold dig til, hvorfor ting, begivenheder og processer er anderledes, end du troede.

eg havde for eksempel regnet med, at et af mine afsnit skulle handle om, hvordan vi ude i naturen kan lave afskærmning, som elever med autismespektrumforstyrrelser ofte har i klasselokalet. Men efter at have hørt mine interviews igennem igen, blev det klart for mig, at det netop er det, der er særligt ved uderummet, at disse elever derude ikke har samme behov for afskærmning. Altså måtte jeg ændre kurs og finde ud af, hvorfor de ikke har det behov, selvom det slet ikke var det, der først var min tanke.

3: Begræns dig

Mit næste råd til dig bunder i en misforståelse, jeg har oplevet hos mange - også hos mig selv. Nemlig, at det gælder om at have så meget empiri som muligt. At den både skal være kvalitativ og kvantitativ og have mange besvarelser og så videre.  Her er mit råd til dig: Stop, stop, stop! Hellere lidt, men godt. Det er jo ikke en ph.d.-afhandling du er i gang med.

Jeg interviewede tre lærere og en elev, og jeg supplerede interviewene med observationer fra min praktik. Den ene af lærerne fulgte jeg så også en hel dag på skolen. Det gav et stort indblik i hans arbejde, og det åbnede for nogle spørgsmål, jeg slet ikke havde tænkt på hjemmefra, og han fortalte meget, som jeg er sikker på, ikke var kommet frem i dagens lys, hvis vi blot havde siddet ved et bord og kun havde talt sammen ud fra en interviewguide. Derfor er min pointe: Brug hellere god tid og gå i dybden med din empiri - i stedet for at samle en kæmpe men overfladisk datamængde.

4: Skriv, skriv, skriv

Personligt gjorde jeg den fejl, at jeg fra begyndelsen i skriveprocessen fokuserede alt for meget på formuleringer og strukturer. Det resulterede i, at jeg ofte sad mange timer ad gangen uden for alvor at få noget på skærmen, fordi jeg ikke lige kunne finde den rigtige formulering eller finde ud af, hvilket afsnit det lige hørte til. Det betød, at jeg fik travlt til sidst og måtte sidde oppe mange aftner - ja, mange nætter. Mit råd til dig er derfor at få skrevet alle din tanker ned. Skriv løs, lige meget, hvor dumt du synes, det lyder, eller du slet ikke lige kan se, hvor det hører til i opgaven. Og sæt så nogle deadlines for, hvornår de forskellige afsnit skal være skrevet. Så er det meget nemmere at sætte tid af til sidst til at finpudse og omformulere. Jeg har slettet mange afsnit undervejs, flyttet rundt på afsnit og omformuleret.

5: Spørg dig selv: Er det relevant?  

Spørgsmålet, Er det relevant, er nok mit mest brugte i skriveprocessen. Jeg brugte det både i forhold til den empiri, jeg havde udvalgt, den teori jeg trak på, de spørgsmål, jeg havde stillet undervejs, og til hele afsnit. Hver gang du skriver noget, så gør det klart for dig selv, om du har det med, fordi det har en vigtig beskrivende og forklarende funktion. Eller om det er med for at fylde pladsen ud, eller måske, fordi du gerne lige vil vise, at du også kender den her teori. 

6: Sidst men ikke mindst

Husk, at det er dit projekt. Det er vigtigt, at man kan mærke dig. At du er tro mod dig selv, at det er din undren, der brænder igennem. Og vigtigst af alt: at det er dig, der lærer noget. Så tag chancen, hop ud i det ukendte, hvor du ikke kender slutresultatet. Læg tanken om karakterer og forventninger væk. Vis (dig selv), at du tør lære noget undervejs - og ikke kun viser, hvad du allerede kan. For hvor meget kan du egentligt lære, hvis du allerede ved det?