"Det, jeg ved, det tror jeg på". Sådan skrev filosoffen Wittgenstein i bogen "Om Vished". Bogen består af en række noter udgivet to år før Wittgensteins død. Med udsagnet mente Wittgenstein, at der altid er et element af tro i viden. Den nulevende tyske filosof Marcus Steinway citerer i sin bog "Evidenzterror" Friedrich Hebbel for et lignende udsagn fra 1842. Det lyder nogenlunde således: "Sandheden er det punkt, hvor viden og tro neutraliserer hinanden". Sandheden tillader med andre ord hverken viden eller overbevisninger at få overtaget. Sandheden er på en måde selvkritisk.  

En snert af sandheden og en suspension af tro og viden

Jeg er ganske sikker på, at I ikke har fået lov at indlevere en række noter i jeres bachelorprojekter. Det er som oftest kun Wittgenstein-typer, professorer og rektorer, der kan få lov at skrive afhandlinger og bøger uden metodeafsnit. Jeg er tværtimod sikker på, at I har skullet redegøre i detaljer for jeres metodologiske procedurer, teoretiske afsæt og empiriske resultater. Alligevel håber jeg, at I i skriveprocessen har mærket en snert af det, Wittgenstein skrev.

Den stærke suspension af tro og viden. Ophævelsen af både tro og viden i en form for sandhed. "Nu forstår jeg det", har flere af jer sikkert tænkt til sidst efter at have bakset og bøvlet med projekterne. Det kan også være, at nogle af jer har tænkt: "Nu forstår jeg meget mindre end før". Jo mere, man ved, jo mere forstår man alt det, man ikke ved. Viden viser os hen til vores egen uvidenhed, fordi vi med viden opdager det, vi endnu ikke forstår. Det kan være både glædesfyldt og frustrerende.  

Sæt et punktum

Hvad gør man så, når man når hen til uvidenheden? Man sætter ganske enkelt sin lid til punktummet. Det sidste punktum i et projekt eller en afhandling betyder noget. Det signalerer et stop for tanken. Nu ved jeg det. Nu kan jeg ikke mere. Nu vil jeg ikke mere. Punktum.

Da sociologen Bruno Latour på et tidspunkt blev spurgt af en studerende, hvornår man ved, at man er færdig med en ph.d.-afhandling, så svarede han, at det er man, når man har sat det sidste punktum. Der er altid mere at gøre og mere at opnå, men på et tidspunkt må man sætte et punktum. For at stoppe eller for at komme videre. Latour fortæller om oplevelsen i sin bog "Reassembling the Social", hvor han genopfører en dialog med en studerende i fiktiv form. Det er virkelig sjov læsning. Sæt et punktum, siger han. Så er der ikke mere.   

Jeg håber, at I den seneste tid har nydt at sætte punktum. Jeg håber også, I har fået oplevelsen af at overskride grænserne for det, I hidtil har troet på og vidst. Jeg håber, I er nået et sted hen, hvor I kender til jeres egen uvidenhed.

Tillykke med jeres priser og det store, flotte arbejde. Det er en ære for mig at få lov at tale for jer i dag.

Den kritiske sans og læringsglemslen

I har været på en lang rejse ind i jeres projekters univers. Der har I fordybet jer og udviklet jeres kritiske sans. I har fået en skarpere pen undervejs. I har fået et blik for nuancerne. En sans for detaljen. I har trænet jeres vilje til at trænge stadigt dybere ind i materialet. I har fået et blik for forskelle og et greb om det at skrive. Nu skal meget af det, I har lært, aflæres for at det kan blive virksomt. Siger jeg virkelig det? At det, I nu har lært, skal glemmes? Ja, det siger jeg. Det er både rigtigt og alvorligt ment.

Jeg har nemlig lovet at fortælle jer om læringsglemsel. Det er også titlen på min seneste bog. Læringsglemsel handler om, at man lærer bedst, når man har glemt, at man skal lære. Det handler om, at glemsel kan være en aktiv og positiv proces, hvor man giver plads til noget nyt, og det handler om at svække læringsbegrebet, så det frugtbart kan koble sig til andre begreber i et pædagogisk univers.

Når man, som I formodentligt har oplevet i forbindelse med udarbejdelsen af jeres projekter, har lært noget nyt, så kan det kræve et brud med ens hidtidige forståelse. Det kan kræve, at man glemmer det, man hidtil har troet på. Måske må man simpelthen glemme det, man har lært, for at det skal blive virksomt.

Når man står der fuld af viden som nyuddannet i mødet med praksis i skolen og må erkende, at der er meget teori, der ikke lader sig omsætte direkte i praksis, så må man glemme. Megen nyerhvervet viden skal i det mindste oversættes og fortolkes for at kunne bruges. Noget viden kan ligefrem stille sig i vejen. Det er måske derfor, at sandheden ligger gemt i suspensionen af både viden og overbevisning. I vil kun for alvor ære jeres vejledere eller jeres lærere ved at blive klogere end dem. Ved nu - på tærsklen til en virkelighed som lærer, underviser eller hvad I nu finder på - at turde bryde med det, I ved. Måske endda med det, I netop har brugt kræfter på at finde frem til.

Selvfølgelig er der meget, I skal huske på, men I skal netop nu i gang med at tillade jer selv en masse læringsglemsel. Det er, mener jeg, en væsentlig del af det at kunne begynde at bruge viden.

I skal være dem, der tør sige, at der er noget, I ikke forstår. I skal være dem, der tør udfordre dominerende diskurser og antagelser. I skal turde bruge jeres intuition og sunde fornuft sammen med den nye, kodificerede, ekspliciterede viden, som I lige nu sikkert har hovederne fulde af. Pædagogisk teori vil altid være en teori om det unikke. Læringsglemsel er et sådan begreb. Et begreb om den unikke oplevelse forbundet med at være fortabt og opslugt i et stof og et fag. Et begreb om det almene i den oplevelse og et begreb, som indkapsler det meget konkrete.

Held og lykke med jeres videre arbejde. I dag må I godt være stolte af det, I har opnået. Jeg håber, I vil dele jeres viden med jeres kollegaer og med alle, der måtte have brug for den og i øvrigt tilstræbe både ydmyghed og integritet på den videre færd. Så kan det nærmest ikke gå galt.