Australsk undersøgelse: ADHD-medicin virker ikke på lang sigt

Ritalin har en god effekt på børn med ADHD her og nu, men medicinen virker ikke på lang sigt, viser en ny undersøgelse fra Australien. Førende dansk psykiater mener dog stadig, at medicinering er den bedste løsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undersøgelsen er blevet til på foranledning af de australske sundhedsmyndigheder og er særlig, fordi den kigger på ADHD-børn over en lang periode. Det har ingen andre gjort før.

Undersøgelsen er endnu et bevis på, at medicinering af børn med ADHD ikke er den rigtige behandling, mener klinisk professor Karen Vibeke Mortensen fra Aalborg Universitet.

"Måske forsvinder nogle af deres ADHD-symptomer, men det betyder ikke, at de får det bedre", siger hun til nyhedssitet Alive, der udgives af Aller i samarbejde med Jyllands-Posten.

Forudsigeligt resultat

Børnepsykiater og professor Per Hove Thomsen fra Risskov Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus mener dog, at de danske læger skal slå koldt vand i blodet, inden man ændrer behandlingsproceduren i Danmark.

"Det er som udgangspunkt en interessant undersøgelse. Men jeg synes ikke, den er repræsentativ nok til, at man kan konkludere meget. Mange af de børn, der bliver medicineret i undersøgelsen, er børn med de sværeste ADHD-symptomer, og derfor er det forventeligt, at de vil have det dårligste forløb", siger Per Hove Thomsen.

Han er hovedkraften bag det danske referenceprogram for børn og unge med ADHD. Programmet anbefaler medicin som led i forbedringen af børn og unges livskvalitet, men det skal kombineres med psykologiske og pædagogiske tiltag i skole og hjem som for eksempel samtale- og kursusforløb.

"Medicin er veldokumenteret og effektivt, men for mange børn og unge med ADHD kan medicinen ikke stå alene. Det er vigtigt, at forældre og lærere bliver trænet", sagde Per Hove Thomsen til specialpaedagogik.dk, da programmet blev præsenteret for to år siden.

Læs mere