Årets første seniorkursus havde sang, musik og lokalhistorie på programmet. Her holdt blandt andre operasanger Thomas Storm oplæg om sang og opera.

Seniorkurser trækker fulde huse

Medlemmer af fraktion 4 - pensionisterne i DLF kan hvert år søge om at komme på seniorkursus. Første kursus med temaet ”Sang, musik og lokalhistorie” trak i denne uge 83 deltagere til Gl. Avernæs. To kurser holdes i oktober.

Offentliggjort

“Toreador, en guard! Toreador, Toreador!” 

Stemmerne gjalder ud fra Helnæssalen på Gl. Avernæs. Det er ikke hver dag, der står en lyslevende operasanger lige foran dig og synger toreadoren Escamillos arie fra Bizets opera ”Carmen”. Samtidig med at en sal fyldt med pensionerede lærere stemmer i og giver den som publikum. 

Men det er lige præcis sådan, formiddagen sluttes af på andendagen af seniorkurset ”Sang, musik og lokalhistorie” på hotel Gl. Avernæs. 

Her med udsigt til Helnæsbugten og ved indgangen til Det Sydfynske Øhav er 83 – hovedsageligt pensionerede samlet i to døgn. Fra mandag klokken 15 til onsdag samme tid.

Mozart var jo fræk 

Under det to timer lange foredrag fortæller Thomas Storm om sin vej til at blive operasanger, han gennemgår operaens historie, og der bliver også plads til både stående opvarmning af deltagernes stemmer, anekdoter og små operastykker afspillet i kombination med små fortællinger.

Årets seniorkurser

”Sang, musik og lokalhistorie”. Den 19.-21. juni på Sinatur Hotel Gl. Avernæs.

”Politik og Christiansborg”. Den 28.-30. august på Sinatur Hotel Frederiksdal. ”Film”. Den 11.-13. oktober på Sinatur Hotel Gl. Avernæs.

”Kunst og kultur”. Den 23.-25. oktober på Sinatur Hotel Skarrildhus.

”Efter barokken får vi wienerklassikken. Det er her, vi begynder med overdådige kostumer, og min yndlingskomponist Mozart hører til. Mozart var jo fræk, og i 'Figaros Bryllup' indlagde han en kritik af grevskabet, og det siges, at den første udgave blev censureret”, fortæller Thomas Storm. 

”Fra den periode har jeg taget 'Don Juan' med, som jeg skal synge titelrollen i her senere på året. I det her stykke kan man også tydeligt høre humoren i musikken”, fortsætter han.

Højskoleophold for seniorer

Medlemmer af fraktion 4 – pensionisterne i DLF kan hvert år søge om at komme på seniorkursus. 

Første kursus med temaet ”Sang, musik og lokalhistorie” fandt sted i denne uge fra mandag til onsdag på Gl. Avernæs. Seniorkurset om ”Politik og Christiansborg” foregår den 28.-30. august. 

De to øvrige om ”Film” og ”Kunst og kultur” i år er flyttet til oktober, og der åbnes først for tilmelding til de to sidste kurser den 24. august. 

Seniorkurserne er det helt store trækplaster for pensionisterne i DLF. En slags højskoleophold for seniorer på lærerforeningens kursusejendomme. Det er underholdning med hjerne og af høj kvalitet samt kollegialt samvær på tværs af landet. Tilsat god mad og smukke omgivelser. 

Hvad koster det?

Årets seniorkurser offentliggøres i det trykte Folkeskolen. Her kan man læse om indhold af kurserne, tidspunkter og ansøgningsfrist. Derudover sendes oplysninger om seniorkurserne også ud med det digitale nyhedsbrev til medlemmer af fraktion 4. Kurserne er gratis for medlemmer af fraktion 4. For ledsagende ikke medlemmer er prisen i år 1.800 kroner + transport for et kursus.

Hvert år søger normalt omkring 800-1000 pensionerede medlemmer om at deltage i et af de fire seniorkurser. Omkring 320 kommer med. 

Et femte seniorkursus 

Især sidste år var interessen helt overvældende – med i alt 1.959 ansøgere. Det fik Jørn Kokkendorff, hovedstyrelsesmedlem for fraktion 4 til at melde sig ind i kampen for et femte seniorkursus, noget der ellers tidligere blev fjernet i forbindelse med en sparerunde. 

”Jeg forsøgte at få opbakning til et femte seniorkursus i mit udvalg – Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget, men der var ikke opbakning til det, og i år er ansøgertallet faldet til et mere normalt leje”, forklarer Jørn Kokkendorff, der er kursusleder på seniorkurserne. 

I år har der været omkring 575 ansøgere til de to første kurser, men i år har man også været udelukket fra at søge, hvis man havde været på seniorkursus de sidste tre gange i 2018, 2019 og 2022. 

”Medmindre det vælter ind med ansøgninger til de to seniorkurser i efteråret, har jeg ikke tænkt mig at kæmpe mere for et femte seniorkursus”, konstaterer Jørn Kokkendorff. 

Som gammel musiklærer og udøvende musiker er Michael Bro fra Horsens gået målrettet efter netop seniorkurset med sang og musik. Han er med på seniorkursus for første gang.

Første gang på seniorkursus 

De fire seniorkurser har normalt de samme overordnede temaer. Med fokus på henholdsvis politik, film, kunst og sang/musik. 

Alle kurser indeholder sang og et fagligt modul, hvor Jørn Kokkendorff fortæller om seniorpolitiske temaer og DLF’s generelle og politiske temaer. 

Nogle af deltagerne til seniorkurserne kommer alene, mange som ægtepar – kun syv af de 83 deltagere er ikke lærere, men ægtefæller med en anden faglig baggrund. 

69-årige Michael Bro fra Horsens stoppede som lærer i 2016, og han er alene afsted på seniorkursus. 

”Det er første gang, jeg er med på seniorkursus. Jeg har søgt en gang før, men der fik jeg afslag. I går var det meget røv til sæde, men operasangeren aktiverede også lige med det samme, og det kan jeg godt lide”, fortæller Michael Bro. 

Som gammel musiklærer og udøvende musiker er Michael Bro gået målrettet efter netop kurset med sang og musik.

”Samtidig er det jo et smukt sted her på Gl. Avernæs, og man kommer ud og møder andre med samme baggrund, og det var virkelig interessant at høre om Faglige Seniorer i går”, mener Michael Bro. 

”Jeg har været på højskole før, men det er meget nemmere at komme her alene”, lyder det fra Marianne Lill Hansen fra Greve. Hun er også debutant på lærerforeningens seniorkurser.

Et særligt fællesskab 

71-årige Marianne Lill Hansen fra Greve er også debutant på lærerforeningens seniorkurser. Hun stoppede som lærer i 2019. 

”Det er første gang, jeg har søgt, og fordi jeg selv synger i kor og interesserer mig for både musik og lokalhistorie, har jeg søgt netop det her kursus. Det har været spændende oplæg, og det var rigtig interessant at høre om den faglige del i går – om fraktion 4, hvad de laver og tænker”, siger Marianne Lill Hansen og fortsætter: 

”Jeg har været på højskole før, men det er meget nemmere at komme her alene, fordi vi alle sammen kommer med den samme baggrund som lærere. Det giver et særligt fællesskab, fordi vi godkender hinanden umiddelbart, og alle er meget åbne”.

Fra Grundtvig til Kim Larsen 

Årets seniorkursus om ”Sang, musik og lokalhistorie” bød ud over operasanger Thomas Storm blandt andet på fællessang krydret med fortællinger fra tidligere højskoleforstander Birgitte Hansen under overskriften ”Fra Grundtvig til Kim Larsen”.

Tidligere sognepræst og cand.mag. i musik Jørgen Anker Jørgensen underholdt med ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale!”. Billedkunstner Jørgen Svenstrup berettede om kulturen omkring Helnæs Fjord gennem årtusinder og meget mere. 

Du kan tilmelde dig til årets seniorkurser på minside.dlf.org.