Forskellen skyldes den såkaldte reststigning, som på statens område er sat til 1,5 %, hvor den samlede lønramme er 6,75 %. Reststigningen skal bl.a rumme lokale lønforhandlinger ude på den enkelte arbejdsplads. Dette forhold betyder, at de generelle lønstigninger på statens område er mindre end på det kommunale område.

OK18 har for ansatte på statens område betydet et lønefterslæb på ca. 8.000 kr. på årsbasis for en lærer på slutløn. Dette skal som sagt forsøges indhentet af tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne. Det er både en utaknemmelig og egentlig også en urimelig opgave at stå med. Resultatet er meget forskellige lønforhold indenfor samme faggruppe.

Organisationsforhandlingerne i OK21 førte til en aftale om en forhøjelse på 0,55 % af fritvalgstillægget på det kommunale område fra 0,83 % til 1,38 % svarende til en forhøjelse på ca. 2.500 kr. årligt. På statens område er der bl.a. aftalt en forhøjelse af grundlønnen for børnehaveklasseledere på frie grundskoler samt efterskoler og frie fagskoler med kr. 4.700 årligt i grundbeløb. Lærere på frie fagskoler får til sammenligning 1.200 kr. årligt i grundbeløb svarende til godt 1.300 kr. i nutidskroner. Jeg under alle med en lavere løn end min hver en krone, som de kan få mere i lønposen. Det skal der overhovedet ikke herske tvivl om. Lige løn for lige arbejde. Og alle på det kommunale område har bestemt fortjent deres forbedringer. Men skal enkeltgrupper betale for andres lønudvikling, så har vi alle et demokratisk problem. I et større perspektiv kan det sammenlignes med sygeplejerskernes og andre faggrupper fra de såkaldte ”kvindefag” helt rimelige krav om mere anerkendelse og mere i løn. Deres problemer bunder i Tjenestemandsreformen fra 1969, som indplacerede dem på et lavere lønniveau end ”mandefagene”. Denne ulighed skal ikke løses i overenskomstforhandlinger. Det må være Folketingets ansvar.

For at opsummere kunne OK21 præsenteres på denne måde med en lettere omskrivning af en tidligere statsministers sprogfinurligheder: ”Med disse overenskomster sikrer vi, at alle fra det store flertal, som i forvejen har mere, nu får mere-mere. Alle fra det lille mindretal, som har lidt mindre, de får nu mere-mindre, og dem fra det mindste mindretal, som har mindst, ja de får nu med OK21 mere-mest!”

Overenskomster er andet og mere end løn. Samlet set er der gode ting, men lønefterslæbet har en kedelig bismag. Jeg har fået serveret rigtig meget kamel siden 2013. Først Kamel i Lockout, siden Kamel sin Arbejdstidsaftale og fra staten Kamel belle Reststigning. Smagen af kamel huer mig ærligt talt ikke, og udsigten til tre år mere med kamel på menuen, betyder et pænt nej tak herfra. Jeg anerkender fuldt ud, at vores forhandlere har gjort hvad de kunne, så mit nej er et nej til arbejdsgiverne.

Velbekomme!