Det kom for nyligt frem, at 17% af danske lærere ikke var læreruddannede. 17%! 

I 2016 rapporterede aviserne, at flere unge havde søgt om deltagelse i Paradise Hotel end på læreruddannelserne. Omkring 2013 dukker Teach First op. Teach First er en privat nonprofitorganisation, hvis mål er at “give alle børn og unge muligheden for at få en god uddannelse uanset social baggrund” - og fortæller, at social arv er en del af problemet. 

Man kan næppe argumentere imod dette. 

Teach First adresserer problemet social arv ved at sende en gruppe unge “rekrutter”, der har taget en universitetsuddannelse, ud for at arbejde på en “socialt udsat” folkeskole i to år. “Rekrutterne” bliver forberedt på et sommerkursus og modtager løbende (dvs samtidig med deres 40 timers stilling som lærer) en uddannelse, der svarer til en fuldtidsuddannelse - altså 120 ECTS-point, hvilket svarer til en 37 timers uddannelse om ugen oven i arbejdet. 

Jeg var for nyligt i USA for at studere og blev bekendt med Teach for America - en organisation, der har 30 års erfaring med et meget lignende koncept. Det viser sig, at Teach First faktisk er den europæiske udgave af Teach for America (TFA), og opfinderen Wendy Kopp er co-founder af Teach for All, som Teach First er en del af. 

Med 30 års erfaring i konceptet, må amerikansk forskning være en del tættere på at afklare, om metoden rent faktisk er en god løsning på problemer med både rekruttering og social arv. Danmark og Amerika er selvfølgelig forskellige lande, fx må man i de fleste stater slet ikke undervise i grundskoler, hvis man ikke har en læreruddannelse. Men nogle elementer er bestemt sammenlignelige.

En etnografi fra TFA’s tidlige år af Thomas Popkewitz, professor i curriculum og instruction v. University of Wisconsin-Madison, viste, at de unge rekrutter formede (opfandt ?) en form for forsimplet pædagogik, hvor de inddelte børnene i kategorier, fx de hvide, rige, kloge, privilegerede og forhåbningsfulde, og andre børn i kategorien sorte, fattige, dumme, dårligt stillede og ligeglade. Kategorierne var meget produktive forstået på den måde, at de formede rekrutternes opførsel overfor børnene, og dermed formede børnene. Et farvet barn kunne fx aldrig blive rigtig dygtigt, men det kunne blive dygtigt på trods af/i forhold til, hvor det kom fra. 

Rekrutterne fra TFA diskvalificerede altså børnene fra at udvikle deres potentiale. Man kan levende forestille sig, at en lærer, der på forhånd har besluttet at et barn ikke kan, vil have svært ved at lære fra sig. Det er en opførsel, der ikke kan siges at arbejde imod social arv, men nærmere reproducerer den sociale arv. 

En af forklaringerne på denne opførsel er højst sandsynligt manglende uddannelse. Hvis man ikke bliver udfordret på sit syn på verden, er det naturligt at udvikle et slags endimensionelt syn. Jeg tror ikke, at nogen vil blive voldsomt trådt over tæerne, hvis jeg stille og roligt antyder, at Teach First uddannelsen ikke kan sammenlignes med en læreruddannelse på 4 år. De fleste vil nok også gå med til, at rekrutterne nok ikke bruger 77 timer om ugen på deres studie og arbejde - og selv hvis de gjorde, ville de kun modtage en halv læreruddannelse, da den rigtige læreruddannelse kræver 240 ECTS. Når Teach First rekrutterne på denne måde “underuddannes”, er der reel fare for, at vi gentager amerikanske fejl, hvor Teach First rekrutterne laver forsimplede pædagogikker og på samme måde som TFA rekrutterne diskvalificerer børn fra at deltage på lige niveau.

Professor Megan Blumenreich fra City College New York og associate professor Bethany L. Roger fra College of Staten Island and City University of New York, undersøgte i 2015 hvordan oplevelsen havde været for rekrutterne. TFA havde en slags eksklusivitet over sig, da der var 2500 ansøgere første år, hvoraf kun 500 blev valgt. De var “The Best and Brightest” og fra top-universiteter, Harvard, Yale, etc., og disse rekrutter skulle nu ud og redde de amerikanske “hard-to-staff”-skoler. (Dette minder meget om Teach Firsts retorik, hvor man første år havde 330 ansøgere og kun optager 30, som bliver sendt til socialt udsatte skoler, hvor de skal modarbejde den social arv.) Desværre oplevede TFA-rekrutterne det som utroligt svært at undervise på disse skoler, og de følte ikke, at de kunne leve op til målsætningen om at redde skolerne. Nogle interviewede bemærkede, at hvis de skulle løse problemerne i klasseværelset, skulle de også løse problemerne i det omkringliggende lokalsamfund. Rekrutterne blev efterladt med en følelse af nederlag, når de fejlede i at løse komplekse problemer som social arv. Forfatterne konkluderede, at problemer som social arv nok ikke løses ved at nogle enkeltindivider i bedste “Indiana Jones-stil” springer ind for at løse problemerne.

I 2010 lavede Julian Vasquez Heilig, dekan på University of Kentucky College of Education, og Su Jin Jez, associate professor på California State University Sacramento et review af evidens, der skulle informere de politiske beslutningstagere om virkninger af TFA. Derfor gennemgik de forskning i TFA’s virkning på elevers præstationer. Elever af TFA-rekrutter klarede sig dårligere i matematik og læsning end elever, der havde haft en nyuddannet lærer. Efter omkring to år begyndte TFA-rekrutterne at klare sig ca. lige så godt som de læreruddannede, der havde en tilsvarende mængde erfaring. Desværre stoppede over halvdelen af TFA-rekrutterne efter to år, og over 80% droppede lærerfaget efter tre år. Dette mønster betød altså, at når TFA-rekrutter begyndte at blive et reelt alternativ til læreruddannede, stoppede de - og den høje udskiftningsrate af TFA-rekrutter blev dyr. 

Heilig og Jez endte med at konkludere, at TFA nok ikke er et universalmiddel mod de amerikanske skolers problemer. De anbefalede dog, at TFA-rekrutter godt kunne bruges, hvis man havde akutte problemer og mangel på lærere - og at man kunne overveje at udvide programmet til at vare fem år, så man fik gavn af rekrutterne.

Efter dette korte dyk i de amerikanske erfaringer er mine tanker følgende: Jeg synes, at Teach First organisationen stiller to rigtige spørgsmål: Hvordan løser vi problemer med social arv? Og hvordan løser vi Danmarks problem med at rekruttere lærere?

Men jeg tror ikke, at løsningen er at sende en flok akademikere ind to år ad gangen. De kan helt sikkert fungere som en korttidsløsning, men jeg tror, at vi bliver nødt til at adressere problemet i et større perspektiv: hvorfor vil de unge ikke være lærere? og hvorfor vil lærerne ikke arbejde på de socialt udsatte skoler?