»Jeg overvejer at stå af ræset«. Sådan gik folk rundt og sagde til hinanden for mange år siden. Det var en romantisk drøm, som de færreste havde mulighed for at realisere.

Så kom efterlønnen, som skulle pynte på arbejdsløshedsstatistikken ved at give ældre medarbejdere en gulerod til at droppe ud af arbejdsmarkedet. Nu lod drømmen sig realisere.

Men det var og er stadig enten-eller, for det har rigtig mange ulemper - for den enkelte og for eksempelvis folkeskolen. Langt de fleste lærere, som står af arbejdslivet og går på efterløn, gør det af nød. De kan ikke få luft, psykisk og fysisk.

Men faktisk er mange stadig glade for at undervise. I dette nummer af Folkeskolen kan du læse om to lærere, som havde svært ved at klare det daglige pres, men som gerne ville have fortsat deres arbejde på fleksjob. Men de måtte vælge: Enten-eller. Og for dem var der så reelt intet valg.

Dermed mister folkeskolen, kollegerne og eleverne nogle erfarne undervisere, som måske oven i købet kunne hjælpe yngre kolleger til at undgå at blive så slidt på psyken.

En ny undersøgelse, som Lærernes A-kasse har gennemført, viser, at mange lærere modstræbende giver slip på jobbet, for de oplever stadig eleverne og undervisningen som meningsfyldte. Rigtig mange - næsten seks ud af ti - angiver deres psykiske helbred som årsagen til, at de måtte holde op. Flere har haft stress i forskellig grad de sidste år af deres typisk lange arbejdsliv.

Andre har problemer med det fysiske helbred. For meget få handler det om at få lov til at holde helt fri.

Lærerjobbet er et psykisk givende, men også krævende job. Det er både godt og skidt at befinde sig i gruppen af moderne lønmodtagere, som selv tager ansvaret for deres arbejde og udfører det på fleksible tidspunkter i løbet af dagen.

Selv om arbejdstiden hedder 37 timer, føler mange, at de sjældent kan holde helt fri. De er på.

»Der var altid noget, som hang. Lektier. Møder. Der var simpelthen en mangel på frihed. Lærerjobbet er ret belastende, for du kan aldrig rigtig lægge det fra dig«, fortæller en lærer, der er gået på efterløn.

Nu er vinden vendt. Det er ikke længere et spørgsmål om at få arbejdskraften ud af arbejdsmarkedet, tværtimod.

Men uanset hvad er det stadig sådan, at enten holder du fast inde i centrifugen - eller også er du slynget ud.

Kunne der tænkes et mindre voldsomt scenarie? Kunne vi ikke opfinde et væld af seniordninger, fleksordninger, nedsat tid-ordninger og andet, som kan give lærere, som har undervist i mere end 40 år, mulighed for at fortsætte med at øse ud af deres erfaringer - samtidig med at de langsomt forlader arbejdsmarkedet?

Mens vi er i gang med at opfinde noget nyt, kunne vi måske endda begynde at diskutere, om »ræset« i det hele taget kunne køre i flere forskellige hastigheder med mulighed for luft og optankning undervejs?

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org