Følelserne har siddet uden på tøjet, mens debatten om lockouten i 2013 har fået en tur til i mediemøllen - i kølvandet på bogen »Søren og Mette i benlås«. For mange står det hele lyslevende igen - garneret med en velkendt frustreret følelse, når man forsøger at forklare det hele til nogen uden for lærerverdenen.

Reaktionerne fra de udenforstående er meget forskellige. Hvis det er en ven, trækker hun sig med et overbærende: »Ja, det er lidt svært for os andre at sætte os ind i«. Hvis det ikke er en ven, kan der komme beskyldninger for nedgroet nej-hat og klynk.

Ikke så underligt, at mange ikke orker at engagere sig igen. Nye lærere, som ikke var med dengang, oplever 2013 på samme måde, som man kan høre om en krig engang i fortiden. Enhver har sin egen lockout 13-historie.

Men hvad står der så tilbage, når røgen har lagt sig? Er det nu bevist, at det hele var aftalt spil? Jamen, det kommer helt an på, hvad man mener med aftalt spil og beviser.

Når politikerne afviser, at der forelå en drejebog eller stor masterplan, kan det teknisk set godt være sandt. Ingen har formentlig været så dum at skrive: »Vi, Bjarne Corydon med flere, lover, at Folketinget den 26. april griber ind til fordel for KL, hvis KL lockouter lærerne«.

Men KL's chefforhandler, Michael Ziegler, havde billedligt talt et tæskehold siddende i baglokalet, som var parat, hvis lærerne ikke makkede ret.

Bjarne Corydon skulle nemlig bruge flere undervisningstimer fra lærerne. Det viser et lækket notat fra Finansministeriet, hvori der står, at folkeskolereformen skulle finansieres ved, at lærerne skulle tilbringe mere tid sammen med børnene. Det understøttes også af to af hinanden uafhængige politikere (Socialistisk Folkepartis Annette Vilhelmsen og formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl), som fortæller, at regeringen havde lovet KL at gribe ind, hvis det blev nødvendigt. De to parter har da heller aldrig benægtet, at de talte sammen. De bruger bare ikke udtrykket »drejebog«.

De medier, som kalder udsagnene om aftalt spil »påstand mod påstand«, fralægger sig deres pligt til at forsøge at afgøre, hvad der er op og ned i sagen. At magthavere benægter anklager, er jo helt normalt.

Men hvad så, hvis det var aftalt spil. Er det ikke 
Folketinget, der bestemmer i sidste ende?

Jo, men her glemmer man, at det danske system med forhandlinger mellem repræsentanter for en arbejdsgiver og en arbejdstager bygger på, at de selv skal tale sig til rette - og selv tage ansvaret for den løsning, de har lagt arm om.

Det udelukker ikke, at regeringen i sidste ende griber ind. Men det sker normalt på en måde, som forsøger at dele sol og vind lige. Ellers kan den ene part jo bare sidde på hænderne og vente på gaveregnen fra regeringen i stedet for at gå i reel forhandling.

Det er derfor, det er vigtigt at få sandheden frem. Ikke for at grave grøfter, men for at få de kommende forhandlinger tilbage på normalsporet.