Gentoftes lærere har fået en fridag. Det giver tid til eftertanke og til, at indtrykkene efter 2½ uges lockout kan sætte sig. Jeg er træt i kroppen og følelsesmæssigt rørt. Lærerne har rejst sig og vist Danmark, hvor deres hjerter ligger. Vi har overmandet den nedgørelse, vi er blevet genstand for. Lærere begynder nu at få stresslignende symptomer, fordi vi ved, hvilke ubegribelig store konsekvenser denne lockout har for vores elever. Netop de procent af eleverne, som lærerne dagligt kæmper for at løfte, og som har det sværest i folkeskolen, er dem, der rammes hårdest. Forældrene er bekymrede, med rette. Folkeskolen er med ét slag blevet en brik i et spørgsmål om effektivisering. Subjektets refleksion, viden og opbyggelighed står på grænsen til at tabe til objektiviteten og fremmedgørelsen af individer og ikke mindst ansvarsforflygtigelse. For ansvaret for konsekvenserne af denne lockout er ikke lærernes, men det er os, det påhviler ansvaret at samle eleverne og hjælpe dem med at genetablere deres lyst til læring.

Vi får brug for alles moralske støtte til at kunne løfte denne opgave. Hvis du en af dagene møder en lærer, så kig denne i øjnene og lad pågældende vide, at du påskønner og ved, hvilken energi det må kræve at retablere den vidunderlige folkeskole, vi forlod den 2. april.