Men uanset udfaldet af afstemningen er virkeligheden i folkeskolen stadig præget af de samme problemer. Det nye er, at det måske er begyndt at gå op for offentligheden. Senest har skolelederne på en konference klaget over, at de har svært ved at få deres opgave til at hænge sammen: »Vi skal jo det hele - have styr på økonomien, sikre resultater og ordne tagrender«, som en af dem sagde.

Ugen før var Rådet for Børns Læring, det tidligere Skoleråd, ude med en kritik af, at den understøttende undervisning og lektiecafeerne ikke har kvalitet nok. Undervisningsminister Christine Antorini skyndte sig at meddele, at det er tilladt at prioritere og ikke indføre alt på én gang.

Alt efter temperament kan man grine eller græde. Det er jo godt, at nogen skifter mening, og problemerne begynder at gå op for politikerne. Men man må bide sig selv i tungen for ikke at hvæse indædt: Ja, hvad har vi sagt gennem hele dette skoleår!

Der mangler resurser til reformen. Det er bare et faktum. Og det vil der stadig gøre, når afstemningen om dette års overenskomstresultat er afsluttet.

Imens kan man iagttage lærernes imponerende debatkultur for fuld udblæsning.

Der er et hav af møder i kredse, med tillidsrepræsentanter og på skoler rundtomkring i landet. Og så er der hele debatten på de digitale medier. Både på Facebook og på folkeskolen.dk, hvor der i februar er rekord i antallet af kommentarer - 1.220 mod normalt cirka 600. Og så skal man også huske de 100 gange så mange, som bare læser med, men ikke selv skriver.

Debatten sikrer, at alle, der vil, har mulighed for at følge med i argumenterne og tage stilling til resultatet.

Om ikke andet er lærernes debat et skoleeksempel på, hvordan en demokratisk diskussion bør udfolde sig. Det kan godt gøre en lidt stolt på standens vegne. Konkurrencestat eller ej!

Stemmerne i debatten jonglerer med mange bolde: lov 409, kommunernes økonomi, det lange seje træk, vreden. At alle så ikke når til samme resultat, er ikke så underligt. Vil offentligheden bakke op og sikre et bedre resultat, hvis man går i konflikt? Eller er det klogere at tage de håndtag, der ligger i forliget, og selv gå i krig med at kæmpe sig op? Ja eller nej?

Det må enhver gøre op med sig selv. Men det er i hvert fald sikkert, at når resultatet ligger, skal både nejsigere og jasigere igen til at råbe i kor. For problemerne forsvinder ikke over night. Den enkelte med hatten i hånden har kun få muligheder for at blive hørt. Men i samlet flok er lærerne godt nok svære at overhøre.