Jeg har lige været tilhører til et åbent samråd i Folketingets kommunaludvalg (23. januar, redaktionen). Det var indkaldt af Rosa Lund og Finn Sørensen fra Enhedslisten, som gerne ville høre, om regeringen har taget sig af ILO's kritik af den måde, lov 409 blev vedtaget og gennemført på i april 2013 efter lockouten.

ILO's udtalte kritik handler om, at regeringen kun konsulterede den ene part, KL, inden loven blev forelagt og vedtaget i Folketinget. Den anden part, DLF/Lærernes Centralorganisation, blev hverken orienteret eller konsulteret. Det er kritisabelt, siger ILO.

Det var Bjarne Corydon og Henrik Dam Kristensen, der som finansminister og beskæftigelsesminister skulle svare. Og det blev en pinlig sag, synes jeg. De to ministre måtte spørges flere gange, inden det fremstod klart, at de dels var enige i kritikken, dels anerkendte, at det var en fejl ikke at inddrage DLF.

Da de blev spurgt, om de havde gjort noget for at rette op på fejlen, for eksempel taget kontakt med DLF efterfølgende, så gav beskæftigelsesministeren på den mest arrogante måde udtryk for, at en fejl er en fejl, og det kan man jo ikke gøre noget ved.

Finn Sørensen og Rosa Lund havde rettidigt fremsendt flere skriftlige spørgsmål, blandt andet spurgte de, om noget tidligere regeringsindgreb nogensinde havde indeholdt en afskaffelse af alle lokalaftaler. Det var ikke muligt for beskæftigelsesministeren at svare på dette spørgsmål på grund af dets tekniske karakter, sagde han - men Finn Sørensen kunne jo bare spørge igen, mente han!

Samrådet var en lektion i ministeriel magtarrogance af dimensioner. Ingen eftertanke. Og det kan de komme af sted med, fordi alle andre partier stemte for overenskomstovergrebet.