Hele historien startede i et sagnspundet dronningerige kaldet Danmark. Her havde Børns Vilkår lagt mærke til "Skolens tomme stole" og lavede derfor en undersøgelse, som skulle hjælpe de børn, der havde svært ved at møde op i skolen. De talte med de børn der havde fravær over telefon, hvor en tabel viste 60procentpoint af de registrede samtaler handlede om skolen på godt og ond og 103procentpoint af samtalerne, var registreret til at handlede om eleven selv, dens familie, diagnoser og ensomhed på godt og ondt.

Børns Vilkår kunne tydeligt se, at der blev snakket om mange ting i samtalerne, for der var jo ikke over 100% samtaler. Det var også tydeligt, at der ikke kun var én grund til, at børnene ikke mødte op i skolen.

Så de lavede et spørgeskema, for at finde ud af, hvor mange børn der havde tegn på ikke at trives og resultatet var nedslående. Der måtte straks gøres noget.

De spurgte eleverne, som fortalte om de mange grunde der var til, at de ikke mødte op i skolen. Nogle havde med skolen at gøre, mens andre havde med familien og dem selv at gøre. Igen var Børns Vilkår ikke nærmere én rygende pistol, der kunne forklare fraværet. Det var som om, at der var rygende pistoler alle steder.

De snakkede med forældrene, der blandt andet pegede på lange ventetider i systemet og manglende koordination og kommunikation om problemerne. Heureka... Nu var der endeligt noget at arbejde med, så skulle ærmerne smøges op.

Børns Vilkår kom på en genial idé. Vi kan jo spørge lærerne, for at se, om de er enige med børnene og deres forældre.

Og lærerne var rystende enige. 77% oplevede lange svartider fra bl.a. PPR, 64% oplevede, at de manglede tid til at tage sig af de enkelte elevers trivsel og 49% svarede at de ikke havde mulighed for at hjælpe elever med bekymrende fravær. Var kommunikationen og koordineringen forsvundet i den manglende tid?

Men enigheden var ret overvældende. Der måtte gøres noget i systemet, så lærerne havde mere tid og de kunne få hjælp fra de folk, der havde de rigtige ekspertiser med det samme.

Fagbladet fulgte interesseret med fra sidelinjen og havde nu fundet de vises sten. En artikel der oplyste om det hele… Artiklen skulle hedde:

"Bekymrende skolefravær: Lærere peger på hjemmene - hjemmene peger på skolen"

Det måtte kunne hjælpe. For der var jo mange lærere, der mente at det var i udfordringer hos eleven eller i familien at en af flere medvirkende årsager skulle findes, så det måtte selvfølgelig være den udslagsgivende grund til, at eleven ikke kom i skole. At der efterfølgende i samtaler blev snakket om, at der var mange grunde til fravær, havde ingen indflydelse på den konklusion.

Men fagbladet mente ikke at det var nok. Der måtte gøres mere, så fagbladet kiggede sig rundt, for at finde ud af, hvad præcist det var, der kunne være galt i skolen.

Endeligt fandt fagbladet sin løsning. Det var skældud, noget ingen elever kunne lide, der måtte være synderen. Og de fandt en undersøgelse/rundspørge, som tydeligt viste, at det var forældrene ikke glade for… Og det var jo mange forældrene, der var imod det. Det var en rundspørge blandt 900 forældre. Eller mere præcist 870 forældre til børn i folkeskolen havde svaret og 2/3 var enige i, at det skulle man gøre noget ved. Ikke så vigtigt, hvordan de forældre var fundet, om de var repræsentative for befolkningen og hvad skælud var. Det vigtigste var at de var imod skældud.

Nu skulle lærerne bare med på vognen, de skulle jo lave arbejdet med at stoppe med at skælde ud. Men kunne lærerne overhovedet lide deres job? For det er nødvendigt at have dem i godt humør, så de ikke skælder ud.

Fagbladet igangsatte en stor undersøgelse, for at finde ud af, hvad lærerne tænke om jobbet. De valgte selvfølgelig et repræsentativt udsnit af lærere, der selv havde meldt sig til at ville deltage. Eller vægtede det i hvert fald bagefter, så det blev helt repræsentativt på køn, alder og geografi med resten af dronningeriget, for det skal jo ikke være repræsentativt for lærerne, men for befolkningen.

Og fra toppene af træerne råbte lærerne “Jeg elsker min arbejdsplads”. Det var godt, så kunne de let overtales til at stoppe med at skælde ud.

73% af lærerne var minimum tilfredse med deres job og det var ikke meget under de 76%, som var generelt i befolkningen. At det var job og ikke arbejdsplads gjorde ikke noget, for citatet til overskriften var fundet.

Og kun 12% af lærerne var utilfredse eller mere jobbet, det var jo kun en anelse mere end de 8%, som var gennemsnittet i dronningeriget. Det var ikke vigtigt at det var 1,5 gange større, det var ikke vigtigt at der siden 2013 var forsvundet en enkelt lærer eller to, som var utilfredse med den retning jobbet havde taget, det var ikke vigtigt at mange utilfredse lærere måske havde mindre lyst til at bruge tid på folkeskolen i juni/juli måned, men bare ville have deres fritid i ro og fred.

Så længe undersøgelsen siger, hvad undersøgelsen siger, så er alt godt.

Nu måtte fagbladet da have fundet hele historien, så den satte sig tilbage i lænestolen og kiggede tilfreds på dens arbejde og mumlede for sig selv. Nu må folkeskolen da være reddet.

PS:

Jeg har egentligt været glad for folkeskolen.dk, hvor jeg synes, der ofte bliver kigget lidt i dybden på ting, der ellers ikke bliver kigget på. Men jeg er blevet lidt provokeret på det sidste over, at der har været så mange clickbaitlignende artikler.

          2/3 af forældre til børn i folkeskolen

er f.eks. ikke det samme som

        2/3 af forældre til børn i folkeskolen der læser bladet "Skoleliv"

og heller ikke det samme som

        2/3 af forældre til børn i folkeskolen der abonnerer på nyhedsbrevet fra bladet "Skoleliv".

Og de tre situationer fortæller noget om forskellige populationer, men det er helt sikkert den første version, der giver flest clicks.

Men i stedet for at gå og være irriteret, tænkte jeg at lave lidt sjov med det, så håber nogen kan lide historien, om ikke andet, så havde jeg det sjovt i min sparsomme frie tid i barslen, med at skrive den, og gjort det lidt terapeutisk for mig selv.