Folkeskolelærere er nødt til at arbejde på deltid eller ligefrem sige deres job op som konsekvens af den trøstesløse virkelighed i folkeskolen. Det er det billede, mit fagblad tegner af lærerjobbet i årets første to numre. Det skuffer mig.

»De talte ned til mig« 

I januarnummerets ellers yderst væsentlige tema »Når forældre taler grimt til lærere« indgår en case med en lærer, som har sagt sit job op, fordi vedkommende ikke kunne holde forældrenes omgangsform ud mere. I februarnummeret er der fokus på, at et stigende antal lærere vælger deltid på grund af arbejdspres. Her er der valgt en case med en lærer, der kun kan holde sit job ud, hvis hun er på deltid.

Lærer på deltid: »Jeg skal aldrig tilbage til fuld tid«

Det er deprimerende læsning. Som lærer med intakt arbejdsglæde bliver jeg skuffet over redaktionens valg af cases til de problemstillinger. Hensigten er forhåbentlig ikke at inspirere læserne til at gå på deltid eller forlade folkeskolen? Misforstå mig ikke, kritiske øjne på aktuelle problemer såsom forældresamarbejde og arbejdspres er altid velkomne. Men i min optik bør der også være et løsningsorienteret fokus, eftersom en stor del af læserne trods alt stadig er lærere - på fuld tid. Godt journalistisk håndværk er vel ikke blot at afdække problemer og deres værste konsekvenser. Ligger der ikke også en forpligtelse til at researche cases med skoler, der har fundet inspirerende løsninger på samarbejdet med forældrene? Ligesom det må være muligt at finde lærere, der oplever, at deres ledelse formår at skabe velafbalancerede arbejdsvilkår.

Jeg håber, at de kommende numre vil huske det konstruktive fokus på aktuelle problemer og dermed inspirere os fuldtidsarbejdende lærere til at tage løsninger med ud i folkeskolen.

Svar fra chefredaktøren