I min research på sitet efter forsvarstaler faldt jeg over en ti år gamle artikel som rapporterede fra en DLF konference i 2002, med temaet ”Lærerens identitet”. Der er mange citater bl.a. fra DLF’s formand, som også er vores formand i dag ”Man skal kunne fortælle, hvorfor man har undervist, som man har. Dét udstråler professionalisme”, og det er muligvis Niels Chr. Sauer som citeres for: ”Ja, helt banalt skal vi nok forklare befolkningen bedre, hvad vores professionalisme egentlig er”. 

Men hvorfor skal vi det, hvorfor skal vi begrunde det vi laver - ligger forklaringen netop ikke indbygget i den professionelle handling? Hvis det er tilfældet mister vi jo mere end vi vinder i forklaringen. "Det var godt nok en lang søforklaring" siger man og mener, at selvom det er nødvendigt at de involverede afgiver forklaring efter et forlis, fordi der som regel kun er få der har set forliset, så mister forklaringen troværdighed, når den bliver for lang.  

Er virkeligheden i virkeligheden at vi simpelthen ikke kan leve med den professionelle etikette, når det er omsorgen vi er så stolte af? Altså at vi i virkeligheden søger den udefra verden kommende anerkendelse for, at vi tager os af alle andres børn og unge? 

Eller udspringer hele miseren og al balladen, i virkeligheden, af DLF og vores valgte repræsentanter, der søger vores (medlemmernes) anerkendelse for det store arbejde de lægger for dagen?

Jeg er ny i faget og har ikke været på mange skoler, men jeg har børn i folkeskolen og som de fleste forældre, er vi også ofte til samtaler, møder og underholdning. Og som de fleste andre ved jeg derfor at lærerne knokler den berømte del ud af bukserne og som de fleste andre har jeg også altid beundret og rost min børns lærere. Og de gode oplevelser og indtryk er ikke blevet ødelagt i mine praktikskoler og i mit arbejde. Lærerne i den danske folkeskole har ikke noget at skamme sig over, de knokler efter min mening lige så hårdt, som alle andre arbejdsomme danskere. Jeg ved selvfølgelig ikke så meget om livet som lærer, men jeg ved en masse om livet uden for folkeskolen, for der har jeg arbejdet i 45 år, blandt de altid meget arbejdsomme danskere.  Danske lærere i folkeskolen arbejder ligeså hårdt og ligeså længe som alle andre.

Lærerne knogler altså, som Niels Chr. Sauer og flere andre lærer meget ofte skriver det her på Folkeskolen.dk, så hvor ligger problemet? Det kan som nævnt ligge de mange steder, men i første omgang tror jeg altså det vil være en rigtig god ide, at få kikket på og endevendt strukturen i Danmarks Lærerforening.

For det er jo ikke de arbejdsomme og lavtlønnede lærere, politikerne står overfor, eller folket møder i den offentlige debat. Det er vores repræsentanter og vi har rigtig mange højtlønnede i hovedkvarteret og rundt omring i landet. Vi har eksempelvis valgte ledere af lokalafdelinger, som vi betaler op mod og over en mio. kroner om året. Ja i det hele taget værdsætter vi vores valgte meget højere, end andre medlemmer, gør det af deres valgte i deres fagforeninger.  

Over årene har jeg været medlemmer af andre fagforeninger og også ind i mellem været kritisk overfor de valgte og ansatte, hvis deres løn og fryns lå langt over, hvad medlemmerne tjente. I DLF er de høje lønninger og honorarer et tabuområde, de er helt åbenbart ikke til diskussion. Der har i hvert fald været noget nær total tavshed, de gange jeg her på sitet har forsøgt at rejse den diskussion.

Jeg mener det tabu er et alvorligt problem. Og mit nytårsønske for 2013 skal derfor også være at vi får taget hul på den diskussion i 2013. For vi kan, som jeg ser det, ganske enkelt ikke blive ved med at udbetale vores repræsentanter så høje lønninger og honorer, hvis vi skal tages mere alvorligt i det danske samfund.