Debat
Støtte til Dorte Langes kandidatur
Et stort flertal af Københavns Lærerforening bestyrelse anbefaler
Dorte Lange som næstformand i Danmarks Lærerforening!
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når Danmarks Lærerforenings kongres i oktober skal vælge næstformand, vil 8 ud af 9 i Københavns Lærerforenings bestyrelse bakke op om Dorte Lange.
Nedenfor kan du læse, hvorfor KLF’s formandsskab mener, at Dorte Lange er det rigtige valg.
Dorte Lange har et godt og konstruktivt samarbejde med DLF’s formand, forretningsudvalg og Hovedstyrelse.
Hun har en væsentlig andel i, at DLF i dag er en fagforening, der lyttes til og inddrages, når folkeskolen skal udvikles. Hun er en stærk kommunikator, har et strategisk overblik og gode relationer til fagbevægelsen og beslutningstagere – både nationalt og internationalt.
Når vi som kreds beder Dorte Lange tale ved demonstrationer, medlemsarrangementer etc., stiller hun op. Her er hun god til at formidle DLF’s synspunkter, så budskabet står klart for medlemmer og andre, og hun er i den grad med til at styrke sammenhængen og sammenholdet i foreningen.
Vi vurderer, at det vil være særdeles risikabelt og en gave til vores modpart, hvis vi i en situation, hvor kommisionsarbejdet snart er færdigt, og forhandling af rammerne for vores arbejdstid står lige for døren, udskifter foreningens ledelse. Hvis der skal udskiftes i foreningens top på nuværende tidspunkt, må det begrundes i ønsket om en ny fagpolitisk retning. Det, mener vi ikke, er tilfældet i det aktuelle valg.
Vi har brug for en næstformand, der forsvarer foreningens politik på arbejdstidsområdet, blandt andet, at vi arbejder for en central aftale og som arbejder for den politik, som vi på kongresser vedtager i DLF. Det gør Dorte Lange.
Med venlig hilsen
Lars Sten Sørensen og Inge Thomsen