Jeg har i mange år fulgt med i hvad der sker med lærernes (manglende) efter- og videreuddannelsesmuligheder (med særlig interesse for Cand.Pæd.Psyk.’en). Og jeg må sige, at DLF – herunder formandskabet og diverse uddannelsesudvalg - har fejlet på det område. Siden 2002 har det været en lang nedtur, hvor DLF hverken har kunnet leveret resultater eller visioner på området. DLF har ladet sig udspille af Psykologforeningen, og været tavs som graven i offentligheden. Ikke en gang når inklusionen har været taget op i medierne, har man formået at inddrage uddannelsen (selvom det er oplagt). Og man har heller ikke rettet hård og vedvarende kritik imod Psykologforeningen for deres indblanding, selvom sådan en kritik har været på sin plads.

Og jeg kan faktisk godt undre mig, for hvad blev der af den Dorte der sammen med Jane Findahl (KL) i 2013 rettede et fantastisk skriv mod daværende Videnskabsminister Morten Østergaard vedr. CPP?

Jeg er godt klar over, at svaret fra DLF tidligere har været, at man har forsøgt at gøre noget, men uden held. Og jeg kender selvfølgeligt godt til de forsøg der har været, og jeg må indrømme, jeg er ikke imponeret. Man har ladet sig trække rundt i manegen, alt imens tiden gik, for til slut at få en afvisning. Hvor var (trods)reaktionen?

På trods af, at tingene ikke er lykkedes for DLF, så har det været min oplevelse, at DLF ikke har været modtagelig for input eller konstruktiv kritik. Jeg har f.eks. opfordret til, at man kontaktede de CPP’ere der er I PPR for at få dem til at bidrage til debatten, jeg har sågar haft kontakt til to, som i Psykologforeningens eget blad rettede en kritik imod Psykologforeningen, men den ide kunne man ikke bruge i DLF. Jeg har forsøgt at tale for, at man udarbejdede en strategi for hvornår man kunne tage emnet op i medierne, f.eks. når der skulle tales om inklusion, den ide blev også afvist. Jeg har været i kontakt med politikere som var positive over for uddannelsen, men som samtidigt undrede sig over hvorfor det ikke var DLF der var i dialog med dem. Og når jeg efterfølgende forsøgte at skabe dialog mellem DLF og X, Y og Z politiker, så ved jeg, at DLF ikke greb muligheden. Det var i hvert fald hvad politikernes tilbagemeldinger var. Jeg ved også, at et par af politikerne bad om materiale fra DLF som ville understøtte behovet for CPP, og de fik intet.

DLF har under hele forløbet virket utroligt passive og uden forståelse for vigtigheden i lobbyarbejde. Ja og uden forståelse for hvad det vil få af betydning, at man igen uddanner lærere videre i systemet (her tænker jeg ikke kun på CPP). Jeg ved ikke om det skyldes, at man tror at tingene vil løse sig og de andre vil komme til os, da vi jo en gang har argumenteret for en sag. Eller om det skyldes, at man virkeligt tror på, at en femårig læreruddannelse vil være svaret på alt.

Som menigt medlem hilser jeg derfor dette kampvalg velkommen. Jeg synes, det er berigende, at nogen tør sige, at de ønsker at gøre tingene bedre eller anderledes, for hvor skal forstyrrelserne ellers komme fra? Og dermed ikke sagt, at den eneste måde, det kan ske ændringer på er, at der kommer en ny næstformand. Det kan jo også tænkes, at andre vil ændre praksis efter sådan en forstyrrelse, men det er jo ikke til at vide. Det jeg ved er, at fortsætter DLF med at gøre som man hidtil har gjort, så forventer jeg ikke andre resultater i fremtiden.

En gang åbnede en læreruddannelse mange døre, sådan er det ikke mere, men sådan kan det blive igen. Hvis der altså bliver lagt nogle kræfter i det, for det sker ikke af sig selv.

Ønske man at læse mere om ”De gode gamle dage”, så bør man give sig tid til at læse Helge Christiansens fantastiske indlæg fra feb. 2014 - Lærernes nedvurderede praksis – Et indlæg som desværre stadig savner DLF’s opmærksomhed.

https://www.folkeskolen.dk/540459/laerernes-nedvurderede-praksis