Debatten raser blandt kredse og kongresdelegerede. Hvilken næstformand skal man vælge for at stille foreningen bedst? Der er mange interesser, overvejelser, bekymringer og følelser på spil, og mange tillidsvalgte har forståeligt nok svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på.

Der er nu gennemført to af syv planlagte valgmøder, og det er mit indtryk, at det har medvirket betragteligt til at kvalificere de deltagende kongresdelegeredes stillingstagen. Jeg har på baggrund af disse møder gjort mig yderligere tanker om, hvorvidt timingen er rigtig? Har foreningen nu også brug for at skifte ud i ledelsen med udsigt til de forestående periodeforhandlinger?

Lad drømme og forhåbninger lede os

”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”, skrev Kierkegaard.

Fremtiden er usikker, og det vil den også være på den anden side af periodeforhandlingerne, som næppe kommer til at løse alle vores problemer med et snuptag. Og tro mig; der kommer en OK23 eller OK24 - efterfulgt af en OK25, OK26 eller OK27 - som ligeledes vil tage sig udfordrende ud og umiddelbart kalde mere på stabilitet og erfaring end på nyt blod. Vi ved, hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi får.

Mit budskab er, at vi netop nu bør vove at geare foreningen til fremtiden og til en ny start for folkeskolen. Maskinen er velsmurt, og fællesskabet er stærkt. Det kan håndtere personskift, også på centrale poster. Vi må lade drømme og forhåbninger lede os, så frygten for det ukendte ikke får taget i os.

Officiel fredsforstyrrer

”Officiel fredsforstyrrer” - sådan kan jeg forstå, at jeg er blevet udråbt i dele af foreningen. Det er i grunden en interessant betegnelse. Den indeholder i hvert fald en side, som jeg gerne vil have hæftet på mig; nemlig rollen som primus motor for en vedholdende invitation til åben refleksion og debat om potentiel uenighed, da det er uenighederne under processerne, der skærper vores argumentation og driver foreningens udvikling - mens det naturligvis er den størst mulige enighed i beslutningerne, der giver os styrke og fælleskraft.

Jeg vil derimod betakke mig for at blive betragtet som én, der gennem forstyrrelser nærer splittelse. For det kunne jeg aldrig drømme om. Klinger, der krydses højlydt i det åbne, medfører ikke splittelse. Det er en vildfarelse. Splittelse opstår ved frygten for det ligefremme møde om svære sager og beslutninger. Sammenholdet næres derimod af en kollektiv villighed til at debattere de mange svære dilemmaer, vi møder - med al den usikkerhed og tvivl, som derved blotlægges hos alle involverede.

Går vi efter bolden og står op for vores holdninger og vurderinger, er der ganske få skår at klinke efterfølgende - også efter en valgkamp. Således kan vi hurtigt retablere vores fulde opmærksomhed på at forfølge medlemmernes interesser - endda i en stærkere udgave. 

Hver enkelt kongresdelegeret må gøre sin stilling op

Mit største ønske for foreningen er således, at alle delegerede træffer et selvstændigt valg på en oplyst baggrund, hvilket er vanskeligt, før man har været i selskab med kandidaterne. Derfor skylder vi hinanden, at alle delegerede får den fornødne tid til at vende og dreje tingene og nå frem til en personlig stillingtagen.

Det må nu engang være sådan, at vi på alle niveauer og til alle poster i foreningen lader medlemmerne have et reelt og reflekteret valg mellem de kandidater, der er opstillet.

Foreningens ve og vel er alt for vigtigt

Vi står et sted, hvor vi efter min mening har brug for både erfaring og fornyelse. Derfor håber og tror jeg fortsat på, at formanden besinder sig og bliver på posten, hvis jeg måtte opnå opbakning fra kongressens flertal. Jeg har i hvert fald svært ved at begribe, at en mand - med et så langvarigt og intenst engagement i lærerstanden og folkeskolen - skulle opgive det, fordi kongressen vælger en næstformand, som han havde ønsket sig anderledes. Dertil er medlemmernes interesser og foreningens ve og vel simpelthen alt for vigtigt.

Jeg tror, at vi er mange, som kunne have ønsket os mindre drama og mere åben politisk debat. Det kan heldigvis nås endnu, så min appel vil være, at vi alle sammen arbejder os derhen, hvor kandidaternes politik, strategiske overvejelser og personlige kvaliteter bliver udslagsgivende for de delegeredes stillingtagen - i en fælles tro på, at der selvfølgelig kan etableres et stærkt samarbejde mellem de, der bliver valgt, uanset hvem det måtte blive. Det vil jeg under alle omstændigheder bidrage aktivt til.