Kære Gordon og hovedstyrelse.

Ændrer nederlaget i landsretten ved holdningen til det borgerforslag, der verserer, og som du tidligere har været ude at tage afstand fra?

Nu vi vurderer, vi ikke kan komme efter dem rent juridisk, er det så vurderingen, at vi fortsat vægter det gode samarbejde med A højere end evt. at få folketinget til at skulle kigge på det, eller er vi så bange for, at det vil modarbejde ”Sammen om Skolen”, at vi er villige til at lægge det største traume i Danmarks Lærerforenings historie bag os?

En del af fortællingen jeg hører fra jer og andre lokalformænd er, at der er skiftet 1/3 af lærerstanden ud siden 2013, og at der er en stor del af medlemmerne, der slet ikke har oplevet 2013. Men samtidig betyder det også, at der sidder 2/3 tilbage, der har oplevet dette, og som fortsat har et ar på deres arbejdsliv og retfærdighedssans. En stor del af medlemmerne har sikkert i apati det bag sig, eller har meldt sig ud af foreningen. Måske en del af årsagen til at involveringen ude blandt medlemmerne har været dalende siden 2013 er, at mange med rette er blevet apatiske. For hvad nytter det, når selv ens egen forening opgiver ævred efter at få belyst, at det der skete i 2013, var et overgreb mod lærerne såvel som den danske model.

Skylder vi ikke at være med den medlemsgruppe, for hvem det fortsat rider dem som en mare, at vi blev trådt på? Og alle dem, der hver dag fortsat kæmper med konsekvenserne og som oplever, at der kan være meget langt fra de bonede gulve til klasseværelserne?

Det er i hvert fald det vores nye profeter fra Deltager Danmark prædiker, når vi taler om fremtidens fagforening. Altså, at vi skal være mere med for medlemmerne og forfølge de sager, som optager medlemmerne som f.eks. Den Grønne Omstilling og Kønsidentitet, som vi rask væk ødsler medlemskroner efter. I det lys klinger det for mig hult, hvis vi kun er med medlemmerne i de sager, der udadtil giver legitimitet og medvind, og som taler ind i den sag, der hedder rekruttering af fremtidens lærere. 

I forhold til den danske model på det offentlige område, som der fortsat ikke er rettet på, burde det så ikke være en måde at kunne arbejde for, at der kommer spot på dette igen, inden det også sander helt til?

Skylder vi ikke tidligere, nuværende og fremtidige lærere, at noget tilsvarende aldrig kommer til at ske igen og i den sags tjeneste at gøre alt, hvad vi kan for at få det belyst og forfølge alle de muligheder, der er, også selv om det ikke nødvendigvis taler ind i den overordnede strategi?

Mvh

Kris Kolbjørn Nielsen

Lærer og formand i Ishøj Lærerkreds