Fortiden har brug for transparens, for at vi kan komme godt videre. Vi har ikke lyst til som DLF blot at bære det besynderlige forløb i 2013 med os for altid, for vi ved, at fortielser og hemmeligheder er ødelæggende for tillid og udvikling. Vi er interesserede i et rent bord og ikke i en rygende pistol. Det er ikke vores profession. Lærere efterspørger viden, analyse og perspektivering fra vores elever, og selvfølgelig også fra vores politikere. Sådan har vores stand gjort i århundreder, og sådan har vi også bidraget til samfundets udvikling. Det hænger sammen med det vi gør, og det vi er. Fortiden skal ikke skjules, men synliggøres og diskuteres. Det ved vi, for vi er lærere.   

Nutiden formes af demokratisk aktivitet. Som lærere går vi på arbejde hver dag og prøver at bidrage til elevernes demokratiske udvikling. Det er en værdi, vi selv er formet af og tror på. Derfor står vi også skulder ved skulder, når en af os stiller spørgsmål af demokratisk vigtighed. At skrive under på forslaget er en mulighed for at bruge sine demokratiske rettigheder til at kræve åbenhed. Vi lærere behøver ikke at tænke strategisk og i særinteresser, for vi ved, der er meget mere på spil. Borgerforslaget rækker længere end en tabt månedsløn og lærerprofessionen isoleret set. Det rækker ud over fagpolitik og politiske partitilhørsforhold. Det rækker ned i selve forståelsen af de demokratiske spilleregler. Hvis forslaget om en undersøgelseskommission kommer til afstemning i Folketinget og bliver stemt ned, vil vi i det mindste få viden om, hvilke partier, der ønsker transparens. Det vil også have en betydning! Og vi vil blive ved med at spørge. Vi ved, at der er agt og magt i spørgsmål, for vi er lærere.        

Fremtiden formes af fortid og nutid. DLF mener at have en vis succes med samarbejdssporet, men er det af blivende værdi, hvis spørgsmål af stor demokratisk relevans ikke får opbakning? Tider kan skifte, modparter blive udskiftet og folkestemninger vende. Og når det bliver svært, hvad vil fremtiden så hæfte sig ved? At lærerne holdt op med at stille spørgsmål? At vores stand blev bange for at insistere på transparente politiske beslutninger, der kan give ansvar? At vi opgav at kaste lys på ridserne i det demokratiske fundament, og at vi som stand ikke længere stod skulder ved skulder, når en af os efterspurgte sandheden, fordi vi gav op på forhånd? Hvordan vil en sådan fremtid se ud? Hvilken forskel vil lærere så kunne gøre? Foreløbigt har relativt få støttet borgerforslaget, og DLF har undsagt sig det.  Fremtiden og demokratiets udvikling har hårdt brug for hjælp fra os lærere. At støtte borgerforslaget vil være et skridt i den rigtige retning. I hvert fald vil hver støtte vise, at vi stadig er her. Vi lærere bekymrer os om fremtiden. For os. For andre. For samfundet. Det er det, vores stand altid har gjort. Vi er lærere.