Debat
Forandringens vinde skal sende en brise ind over Danmarks Lærerforening
Vi stemmer på Morten Refskov, når kongressen skal stemme om, hvem der skal være ny formand for Danmarks Lærerforening.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Om lidt skal vi i Danmarks Lærerforening vælge ny formand. At vælge mellem gode kandidater kræver grundige overvejelser. Det er et vigtigt og væsentligt valg for, hvordan Danmarks Lærerforening skal udvikle sig og dermed bygge videre på de grundidealer, vi har for det arbejde, vi gør for medlemmerne.
Rygraden for, hvad vi som tillidsvalgte i fællesskab kan præstere for medlemmerne, skal styrkes. Hvis ikke rygraden fungerer og er smidig, så fungerer hele kroppen ikke. Rygraden skal motioneres og styrkes, så den fortsat kan agere i de forskellige vinde, der blæser i skoleverdenen og samfundet. Det er vigtigt, for det er det, der holder os sammen og udvikler os i DLF. Det store spørgsmål for os har været, hvem af de dygtige kandidater, der kan agere, så vi undgår at få en diskosprolaps?
Det er vi overbeviste om at Morten kan. Morten har på valgmøder og i samtaler præsenteret ideer til, hvordan vi skal udvikle foreningen til gavn for medlemmerne i sidste ende. Morten diskuterer gerne sine holdninger og lytter, når han møder uenighed. Han er åben over for at blive klogere på andres holdninger og erfaringer, både når det handler om ham selv, og når det handler om den udvikling, DLF skal igennem. Men Morten kan også stå fast, når han mener, at vi er havnet på det rigtige spor, der fører til forbedringer for medlemmernes arbejdsvilkår. De egenskaber og det mod er helt nødvendige for at stå i spidsen for vores organisation. For er der et sted, hvor der er mange meninger, så er det i vores midte.
Mortens entusiasme er smittende og giver energi i diskussionerne om, hvilken retning DLF skal bevæge sig – både i med og modvind.
Vi stemmer på Morten Refskov, når kongressen, senere idag, skal stemme om, hvem der skal være ny formand for Danmarks Lærerforening. Vi tror på, at han bedst kan sende den forandrende brise indover Danmarks Lærerforening, der er behov for.
På vegne af de delegerede i 5 kredse på Sjælland samt et hovedstyrelsesmedlem.
Bjørn Hansen Hovedstyrelsesmedlem
Pernille Nørgaard Kredsformand i Køge og Stevns
Karen Sørensen og Lone Varming afgående og nyvalgt Kredsformand Kalundborg
Hans Junker Kredsformand Holbæk
Christina Even Kredsformand i Odsherred
Tina Beck-Nilsson Kredsformand i Greve