Det eneste, de interesserer sig for, er, »om reformen lykkes i regnearkene« - ikke om skolen lykkes i virkeligheden. Der mangler fuldstændig sammenhæng mellem politik og praksis. Og vi er ikke den eneste faggruppe, der oplever det. Det er desværre en omsiggribende samfundstendens. Manglen på dialog på tværs i samfundet er udtryk for en alvorlig demokratisk krise i Danmark!

Fagbevægelsens historiske styrke består i, at vi har arbejdet sammen mod fælles mål. Styrken består også i, at vi er mange, og at vi har formået at pege på og medvirke til at gennemføre positive forandringer i samfundet. De kvaliteter er der virkelig grund til, at fagbevægelsen finder frem igen. Vi har en kæmpe opgave i at formulere, hvilket samfund vi ser for os i fremtiden. Fagforeningerne må finde fælles visioner og mål samt løsninger på fælles problemer. De problemer, vi slås med i vores branche, er grundlæggende set de samme, som andre brancher slås med. Social dumping, konflikten med Ryanair og lockouten mod lærerne i 2013 handler alle om det samme: Retten til at indgå kollektive aftaler nu og i fremtiden. Det handler også om forpligtende dialog, om hvordan vi skaber godt arbejde. Det handler også om lærere, der i den læringsmålstyrede undervisnings hellige navn bliver bedt om at bruge et bestemt undervisningssystem - og ikke andre! Det er alt det, vi har fagforeninger til. Alternativet er at tage skridtet fuldt ud, indføre en tilstand af konkurrence og centralisme, hvor vi spilles ud mod hinanden, presses til konstant at løbe hurtigere og i sidste ende har ringere muligheder for at udføre arbejde med kvalitet. Ideen om konkurrencestaten overskygger alle beslutninger og fejer alt andet til side. Formulerede alternativer til, hvordan fremtiden skal formes, står ikke ligefrem i kø. Vores bedste kort er virkeligheden. Den virkelighed, lærerne og alle de andre faggrupper står midt i, skal bruges til at genskabe politikeres og embedsværks forbindelse til virkeligheden, så det er den, der danner grundlag for fremtidige politiske beslutninger.