Min kæreste er lærer, min søster er lærer, og min ekskone er sørme også lærer. Jeg er i kontakt med en del lærere, som alle har det til fælles, at de ikke er bevidste om, hvor vigtige de er for vores samfund. Det undrer mig. Faktisk vil jeg betegne lærerne i folkeskolen og privatskolerne som Danmarks største helte. Med min baggrund i erhvervslivet, både som selvstændig og nu som salgschef i industrisektoren, mener jeg, at Anders Bondo Christensen og Danmarks Lærerforening har været faret vild i mange år.

Jeg ser lærernes gerning som det, der skaber vores børn, fra de kommer i indskolingen, og til de forlader skolen. Lærerne former eleverne ved at give dem viden naturligvis, men former også de enkelte mennesker, så de bliver innovative, selvstændigt tænkende og kreative, når de engang skal ud i erhvervslivet og skal konkurrere med udlandet. Danmarks arbejdsstyrke er noget helt unikt i forhold til de lande, vi konkurrerer med, som oftest er meget større end lille Danmark. Danmark er et førende land inden for mange brancher såsom vindenergi, medicin og miljørigtige løsninger. Samtidig er vi et af verdens rigeste lande, har mindst korruption ifølge Transparency International, og vi har et af verdens bedste demokratier. En stor årsag til dette er, at alt dette er skabt i grundskolen ved lærernes arbejde.

Danmark har ofte en unik position, hvor store lande skeler til os og tænker: »Kan vi lære noget fra Danmark?« I vores samfund er dette ikke et emne, vi taler om, og vi er ikke bevidste om dette mirakel.

Danmarks Lærerforening har ikke haft fokus på at fortælle den gode historie om, hvor fantastisk en folkeskole vi har. Man har »kun« talt om arbejdstid, løn, stress - og glemt den gode historie. Anders Bondo Christensen har helt glemt at fortælle, at den eneste resurse, Danmark kan sælge til udlandet, og derved få overskud på betalingsbalancen, er det, som lærerne i folkeskolen og privatskolerne har skabt i eleverne. Disse elever kommer alle ud af skolen med de bedste forudsætninger i verden, ikke målt i Pisa-statistik, men som nysgerrige, videbegærlige og glade børn og unge, der er klar til næste skridt i vores uddannelsessystemer eller måske direkte på arbejdsmarkedet. Selv mange lærere har ikke disse tanker om sig selv, er min erfaring, og det synes jeg er synd.

Hvis man gerne vil fortælle »den gode historie« og høste den anerkendelse, der er fortjent, så er det ikke den bedste ide, at der kun sidder skolelærere i Danmarks Lærerforening. Skolelærere skal gøre det, de er verdens bedste til: undervise vores børn i skolen. Her er I verdens bedste!