»Vi skal stå sammen om at skabe øget arbejdsløshed«. Sådan lyder budskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening forud for trepartsforhandlingerne.

Tidligere stod vi sammen om målet om fuld beskæftigelse. Nu skal vi øjensynligt stå sammen om målet at øge ledigheden, fordi det vil trykke lønnen og dermed forbedre konkurrenceevnen!

Selvfølgelig skal vi i fagbevægelsen vedstå os vores samfundsøkonomiske ansvar. Det har vi i høj grad også gjort med de seneste overenskomster på såvel det offentlige som det private område, men vi skal gøre det på en anden måde end ved at skubbe endnu flere medlemmer ud i ledighed.

Danmarks Lærerforenings dagsorden er at styrke kvaliteten i opgavevaretagelsen. Det vil vi som faglig organisation gerne tage et medansvar for. Vi har mange forslag til, hvordan vi i samarbejde kan styrke kvaliteten i folkeskolen. Helt konkret har vi iværksat det store læseprojekt »Vi læser for livet« med fokus på begrebet faglig læsning. Det styrker såvel elevernes læsekompetencer som deres faglige udbytte i faget. Vi har foreslået, at vi i fællesskab med ministeriet, KL og andre faglige organisationer skal tage ansvar for at tage langt bedre hånd om socialt udsatte børn. Vi har også foreslået at tage et fælles initiativ for at sikre, at inklusionsopgaven lykkes. Ved at styrke kvaliteten, og dermed resultatet af vores arbejde, bidrager vi med markant styrkelse af effektiviteten.

Hvorfor tager regeringen ikke mod denne fremstrakte hånd? Formentlig fordi den slags ikke kan proppes ind i Finansministeriets store regnemaskine.

Regnemaskinen fortæller imidlertid, at øget arbejdsudbud vil styrke samfundsøkonomien uanset den aktuelle beskæftigelsessituation. Jeg tror, at alle kan se, at samfundsøkonomien bliver styrket, hvis flere arbejder mere. Det er straks vanskeligere at forstå, at samfundsøkonomien styrkes ved, at flere arbejder mere, for at andre bliver arbejdsløse. Forklaringen er som sagt, at lønnen bliver trykket, og dermed øges konkurrenceevnen.

Sagen er imidlertid, at den megen tale om tabt konkurrenceevne i høj grad dækker over en efterspørgselskrise. På grund af den globale økonomiske krise efterspørges der ganske enkelt færre produkter globalt, og derfor afsætter danske såvel som udenlandske virksomheder færre produkter. Hvis alle lande forsøger at styrke konkurrenceevnen gennem lønpres som følge af øget ledighed, forstærker vi blot efterspørgselskrisen.

Når Danmark er hårdere ramt af krisen end Tyskland og Sverige, skyldes det blandt andet, at den indenlandske efterspørgsel er gået i stå. Al erfaring viser, at udsigten til øget ledighed medfører nedgang i forbruget. Ud over at det aldrig kan være fagbevægelsens mål at øge arbejdsløsheden, er der også gode samfundsøkonomiske grunde til, at fagbevægelsen afviser at øge arbejdstiden i en situation med høj ledighed. Når der er skabt vækst, og konjunkturerne tilsiger det, er det en helt anden snak.