I evighedens perspektiv er spændet mellem årene 1949 og 1983 kun en tidsmæssig parentes. Men i et lærerliv kan det synes, som om der er lysår til forskel.

Førstnævnte år blev Jørgen Jensen ansat som lærervikar i Gentofte. Sidstnævnte forlod han formandsposten i DLF, som han havde beklædt i 11 år.

Denne lille erindringsbog er foreningens eneste æresmedlems funderinger over tiden i Lærerforeningen. Private begivenheder omtales kun kortfattet, og hverv, der ligger uden for DLF, skubbes til side. På side 16 omtaler han kort, at han i sin formandstid, som traditionen var blevet siden Stinus Nielsen, overtog formandsposten i Lærerstandens Brandforsikrings bestyrelse.

Men ellers er den lille, flot tilrettelagte bog rig på oplysninger, der giver et godt indtryk af arbejdsform og -opgaver i DLF i godt et kvart århundrede.

Jørgen Jensens første fagpolitiske opgave var af de mindre, men principiel og af praktisk betydning for de involverede: han var gårdvagt på Munkegårdsskolen, en flot, ny skole tegnet af Arne Jacobsen. Men kommunalbestyrelsen havde åbenbart den opfattelse, at gårdvagter var akkordarbejde. I hvert fald havde de fået den ide, at man kunne skære i honoraret for opgaven med den begrundelse, at skolen i begyndelsen jo ikke havde så mange elever at holde øje med!

Dén gik ikke! Jørgen Jensen stillede sig i spidsen for kollegernes protester, og de kvitterede med at sende ham ind i lærerkredsens bestyrelse i 1954.

Årene om arbejdet i hovedstyrelsen fra 1964 er et fint tidsbillede af en organisation, der langtfra havde fundet den nutidige form. Sekretariatet var beskedent, landsbylærere og købstadslærere medlemmer af hver deres fraktion, og de to køn valgte hovedstyrelsesmedlemmer hver for sig. Men forfatteren beskriver 1960'erne som det gyldne tiår for tjenestemændene: efter 1969, hvor Jensen var blevet næstformand, fik folkeskolens lærere samme status som de øvrige tjenestemænd, og lærerne fik deres egen centralorganisation.

I afsnittet om næstformands- og formandsperioderne er der små portrætter af skiftende undervisningsministre og embedsmænd med personlige vurderinger af såvel personer som institutioner i forbindelse med de ofte hårde forhandlinger. Det er interessante, om end i sagens natur subjektive betragtninger. Men de er vigtige brikker til at forstå nogle af de valg eller kompromiser, som en eftertid har måttet leve med.

Jørgen Jensen var ikke selv pennefører på bogen, men overlod opgaven til Karl-Erik Olsen. Det var en god disposition, bogen er helt igennem velfortalt, ikke mindst i betragtning af det meget tunge forhandlings- og navnestof. Den lille bog er smukt tilrettelagt med tidstypiske fotografier og ikke mindst tegninger.

Desværre nåede Jørgen Jensen ikke selv at se det færdige resultat, idet han døde kort før jul. Men bogen er et værdigt eftermæle og et væsentligt tidsdokument.