Folkeskolen bliver taber i den plan, som KL og regeringen med hidtil uset politisk brutalitet har gennemført mod lærerne. Arbejdstidsaftalen var en sikkerhed for, at der var resurser nok på skolen til, at lærerne kan levere god undervisning, for arbejdstidsaftalerne satte et loft over, hvor meget den enkelte lærer skulle undervise. Dermed var der sikkerhed for, at der var tid til de mange opgaver i forbindelse med undervisningen, som sikrer kvaliteten. Uden den sikkerhed kommer skolelederen på en svær opgave med at sikre fortsat kvalitet i undervisningen.

Regeringen ønskede at fjerne arbejdstidsaftalerne for at bane vej for vækstplanen, som skal halvere væksten i den offentlige sektor. Med egne ord vil regeringen »modernisere arbejdstidsreglerne på det offentlige arbejdsmarked«, og i denne sammenhæng betyder »modernisering«, at man vil fjerne reglerne.

Det vil kræve magiske evner hos skolelederne, hvis de alene skal værne folkeskolen mod den tsunami af nedskæringer, der venter.

Det vil være nødvendigt, at lærere og forældre bakker op om det. Men det er først og fremmest nødvendigt, at skolelederne er opmærksomme på, hvad der venter, og ikke er blevet overbevist af det spin, som regeringen og KL har skjult deres overgreb i.

Manøvrens hensigt om besparelser i millionklassen er blevet sløret af bortforklaringer som »lederne skal have mere magt« og »eleverne skal blive dygtigere«. Men man opnår ikke nogen af delene ved at fjerne aftalerne.

Der bliver ikke et øget ledelses- og råderum til lederne. Råderummet vil blive mindre år for år, når undervisningsprocenten per lærerstilling sættes i vejret, og resursen til at kvalificere undervisningen bliver mindre og mindre. Uden aftaler vil lederne stå alene med at fordele opgaverne blandt lærerne i et forsøg på at imødekomme de mange behov hos elever og forældre. På grund af nedskæringer vil deres afgørelser ofte være valg mellem forskellige onder, og de vil skulle forsvare deres afgørelser over for lærerne uden at have tillidsrepræsentantens opbakning. Lederne har med bortfaldet af aftalerne også mistet et afgørende argument over for kommunen, når resursen til skolen skal sikres. Det har mange ledere heldigvis gennemskuet, og vi må hjælpes ad med at kræve resurser til at sikre kvaliteten i skolens arbejde.

Men vil eleverne så blive dygtigere med den nye ledelsesstil i kommunerne? Desværre er der forskning, der tyder på, at det modsatte vil ske. For eksempel har Lotte Bøgh Andersen, professor på Roskilde Universitet, undersøgt de kommunale konsekvenser af, om man har et godt samarbejde eller ej, og hun citeres i Kristeligt Dagblad 14. august 2012: »I de kommuner, hvor det lykkes at lave aftaler med gensidig tillid og forståelse, viser det sig, at det er muligt at få lærerne til at forbedre indsatsen, så eleverne får højere karakterer. Men hvis lærerne i udgangspunktet føler sig skældt ud for ikke at lave noget, kommer der heller ikke noget godt ud af det. I så fald kan vi komme i en situation, hvor der bliver mere undervisning, men ikke mere læring«.