Hvorfor egentlig være medlem af DLF? Sådan spurgte et medlem i Esbjerg forleden på Facebook - og forventede at få hældt vrede kommentarer ud under sit opslag.

DLF-medlem: Krifa er billigere - hvorfor skal jeg være hos DLF?

Men det skete ikke. I stedet var der en debat med mange forskellige indlæg og synspunkter. Hun endte i øvrigt med at konkludere, at hun ville blive. I hvert fald lige nu. Det er et sundhedstegn, at man kan stille spørgsmålet uden at blive skældt ud for at være usolidarisk. Det er helt afgørende, at de, som overvejer at melde sig ud af fællesskabet, kan sige det åbent og blive mødt med argumenter.

Og det illustrerer samtidig den virkelighed, hele fagbevægelsen - i mindre grad også DLF - lever i. Det er ikke længere en selvfølge at være medlem.

Unge tænker sjældent over, at goder som barselsorlov og pension skyldes mange års forhandlinger og pres fra fagbevægelsen. Men som lockouten i 2013 viste, er »plejer« i arbejdslivet i den grad afgået ved døden. De rettigheder, som man har opnået på et tidspunkt, kan stå for skud lige pludselig. For nylig forsøgte DR for eksempel - uden held - at ophæve den betalte frokostpause - efter at den har stået i overenskomsten i 60 år.

Sådan sker der hele tiden forandringer. Men det kan være svært for en, som dumper ind i femte kapitel af historien, at se, at der stadig er brug for at holde sammen og arbejde for det gode arbejdsliv. For når man lige starter på et job, kan man nemt tro, at som det er nu, har det altid været - og vil altid være.

Derfor er det vigtigt at få forklaret, at fagbevægelsen dybest set ikke handler om passivt at betale til en forsikring, der så udløses, den dag man har brug for den. I bund og grund er der tale om grupper af mennesker, som arbejder sammen omkring deres arbejdsliv - frem for at overlade det til den enkelte at stå med hatten i hånden over for en arbejdsgiver.

For lærerne handler fællesskabet i meget høj grad også om det professionelle liv, om glæden og udfordringerne ved lærerarbejdet og om skolens udvikling. Lærerne skal have indflydelse på, hvordan man skaber en god skole, og på skolens daglige udfordringer. Her er et stærkt fællesskab også afgørende.

Hvis ikke lærerne samarbejder om at gøre deres indflydelse gældende, komme med forslag og råbe vagt i gevær, når der er brug for det, er det overladt til den ensomme lærer i 
klasselokalet at håndtere problemerne. Alene.

Den slags giver stress, sammenbrud, dårlig undervisning og en dårlig folkeskole. Det kan ingen være tjent med. Det er sådan set det, fagforeningen handler om. Så hvis ikke den allerede var opfundet, ville vi være nødt til at opfinde den igen.