Debat
DLF Mener: Klatretur 2015
Ved sidste overenskomst i 2013 blev vi sendt ned i et dybt hul. Siden da har vi i foreningen og I som medlemmer forsøgt at finde forskellige platforme, afsæt, håndtag eller andet, der kunne være med til at forbedre hverdagen, give håb for fremtiden og i det hele taget bringe os op af hullet igen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det har ikke været nemt, og omkostningerne har været store, for nogle katastrofale. Folkeskolen i dag er udfordret af lærerflugt, sygefravær og generelt dårlige vilkår og betingelser for at udføre et professionelt stykke arbejde.
Det ville være meget ønskværdigt, om arbejdsgiverne tog konsekvensen af de katastrofale ødelæggelser, de kastede ned over skolen i 2013, og indgik en overenskomst med os, der ophævede lov 409. Og forhandlede en aftale på plads, der ville give jer medlemmer nogle arbejdsbetingelser, der kunne sikre os et godt arbejdsmiljø og forudsætninger for, at vi kunne levere et professionelt stykke arbejde, som vi kunne være stolte af. Hvis de tilmed forbedrede vilkårene for vore mindre medlemsgrupper, ville det klæde dem.
Ét er håbet, noget andet er virkeligheden. Vi får ikke fjernet lov 409 - lige nu - men forhandlingerne om Overenskomst 15, der er ved at nærme sig afslutningerne, giver måske alligevel håb for fremtiden. KL har ikke været på knæ, men i knæ. Massive henvendelser fra kommuner og presset fra jer, kredse og foreningen centralt og forhandlingsfællesskabet har ført til et papir på 15 punkter, som indeholder gensidige forpligtelser, der giver skoler, kredse, kommuner og foreningen nogle håndtag og trædepuder, der kan bringe os den rigtige vej - op af hullet. Forpligtende punkter er det blevet til. Ikke en aftale, men vi har ikke accepteret lov 409, og KL har ændret signaler.
Aftaler bliver forhåbentlig lokalt atter en del af hverdagsbilledet. Vi har set betydningen af dette i områder som Ballerup og andre aftalekommuner.
Vi er ikke kommet i mål med en ny arbejdstidsaftale, men vi har med Overenskomst 15-papiret fået et afsæt, der skal bringe os tættere på. Vi må nu afprøve de muligheder og klare hensigter, der ligger i papiret. Arbejdsgiverne skal udfordres, og vi skal på ingen måde slippe presset.
Jeg tror ikke på, at Forligsinstitutionen eller en konflikt bringer os tættere på de ønskede mål. Der er stadig stor afstand, men retningen er god nok. Vi må kæmpe videre - kæmpe i flok. Det skylder vi hinanden og specielt dem, der undervejs har måttet bukke under.
